'Gift ved første blik'-stjerne åbner op om svær barndom: Måtte flygte 14 gange fra alkoholisk far

Kamille Isaksen

9 uger siden

|

12/10/2024
Underholdning
Foto: Peter Refsgaard
Foto: Peter Refsgaard
Lars fra 'Gift ved første blik' havde ikke en nem barndom.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der er vidst ingen tvivl om, at Lars fra 'Gift ved første blik' fremstår som en mand, der har styr på sit liv.

Han er den venlige og betænksomme type, der altid sætter andres behov før sine egne og er opmærksom på, hvordan de har det.

Med et flot renoveret hus, en velholdt have og både motorcykel og båd, virker det, som om Lars har fundet roen og balancen i sit liv.

Men bag facaden gemmer der sig en barsk barndomshistorie, der har formet ham til den mand, han er i dag.

Lars Skjærbæk Løvendahl, der deltager i DR’s program 'Gift ved første blik', havde langt fra en tryg og harmonisk opvækst.

Selvom han i dag er en engageret far og en stabil skikkelse i sin omgangskreds, var hans barndom præget af utryghed og ustabilitet.

Sådan skriver SE og HØR.

I 8. klasse blev hans forældre skilt, og årsagen til deres brud har sat dybe spor.

"Min far var alkoholiker. Min mor gjorde alt, hvad hun kunne, for at holde sammen på tingene, men det var ikke et trygt og godt hjem for børn," fortæller Lars.

Skilsmissen blev et vendepunkt, men ikke nødvendigvis en positiv forandring for den unge dreng.

For da familien forlod faderen, blev livet fyldt med endnu mere usikkerhed. Lars, hans mor og søskende måtte flytte 14 gange på blot to år for at undgå hans far, der ikke ville give slip på familien.

En konstant flugt

"På et tidspunkt jagtede han os, så vi havde hemmeligt nummer og hemmelig adresse, så der ikke var nogen, der vidste, hvor vi boede," siger Lars og husker tilbage på en tid, som var fyldt med frygt, hvor Lars og hans søskende levede i en tilstand af konstant flugt.

Forholdet til faderen var præget af både gode og dårlige stunder, men det var især de "uheldige episoder," der har sat sig fast i Lars’ erindring.

Som en del af skilsmisseaftalen var Lars tvunget til at tilbringe hver tredje weekend hos sin far. Men selvom der også var lyspunkter i de fælles stunder, var de ofte overskygget af faderens drikkeri.

Som barn var det en kaotisk og uforudsigelig oplevelse, og det har efterladt Lars med et ønske om at være en anderledes far for sine egne børn.

For ham handler forældreskab om stabilitet, omsorg og at give børnene den tryghed, som han selv manglede i opvæksten.