Janni Rees økonomi har været et samtaleemne i offentligheden efter hendes opsigtsvækkende skilsmisse fra den succesrige erhvervsmand Karsten Ree tidligere på året.
Efter bruddet har Janni offentligt givet udtryk for, at hun føler sig økonomisk udfordret og har søgt om hustrubidrag fra Karsten Ree.
Dog tabte hun sagen i Familieretshuset, der fastslog, at hun ikke havde krav på økonomisk støtte fra sin tidligere mand.
Dette skyldes blandt andet den ægtepagt, der blev indgået ved ægteskabets start i 2015.
Janni har valgt at anke afgørelsen, og nu viser det sig, at der nok er en særlig god grund til.
Janni Ree står over for et begivenhedsrigt år med flere spændende projekter på vej.
Blandt andet forventes en dokumentar, som hun tidligere har hintet til, at få premiere i løbet af 2024. Samtidig har hun annonceret en bogserie på hele syv bind om sit eget liv.
Men selvom kalenderen for det kommende år synes fyldt med kreative projekter, afslører de seneste regnskabstal, at det økonomiske fundament ikke er prangende.
Sådan skriver SE og HØR.
Har udbetalt en beskeden løn
Ifølge det seneste regnskab for hendes personlige selskab, Janni Ree ApS, har Janni kun udbetalt sig selv en beskeden løn.
Regnskabet, der dækker perioden fra 1. juli 2023 til 30. juni 2024, viser, at Janni Ree har udbetalt 110.000 kroner i løn, svarende til en månedsløn på cirka 9.000 kroner.
Selvom virksomheden viser et beskedent overskud på 73.000 kroner, er selskabets egenkapital fortsat negativ med et underskud på 32.000 kroner.
Trods den økonomiske situation virker Janni Ree optimistisk.
I ledelsesberetningen fra regnskabet fremgår det, at ledelsen er overbevist om, at kapitalen kan reetableres gennem egen finansiering, hvilket antyder, at hun ser en vej fremad, trods den pressede økonomi.