12. oktober vender 'Forræder' tilbage - men ikke alt er, som det plejer

Kamille Isaksen

12 uger siden

|

01/10/2024
Underholdning
Foto: TV 2
Foto: TV 2
'Forræder - Ukendt grund' har premiere lørdag 12. oktober på TV 2 Play og TV 2 Echo.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Over en million seere fulgte med, da anden sæson af 'Forræder' med kendte danskere og Lise Rønne som spilleder blev sendt på TV 2 Play og TV 2 tidligere i år.

Lørdag 12. oktober er der premiere på en ny og helt anderledes sæson, 'Forræder - Ukendt grund'.

Sådan skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

"Lige siden vi sendte første sæson af 'Forræder' på TV 2, har vi fået virkelig mange begejstrede henvendelser fra seere, der skrev og opfordrede os til at lave en sæson, hvor alle kunne være med. Da det samtidig viste sig, at 'Forræder' med sin kobling af underholdning og reality kunne noget helt særligt på streaming, så stod vi med et univers, det også var oplagt at bygge videre på. Det har vi gjort nu, og vi har ikke bare bygget videre, men skabt en helt ny serie. Vi glæder os virkelig meget til at byde seerne indenfor i første sæson af 'Forræder - Ukendt grund'," siger underholdningsredaktør på TV 2 Thomas Richardt Strøbech.

Ændringer skruer op for realityfølelsen

Det er altså på ingen måde slut med 'Forræder', som vi kender det, men seerne har nu mulighed for at opleve nye facetter af universet:

"Vi har valgt at lave to sideløbende serier med hver sin titel og hver sin spilleder. Lise Rønne kommer stadig til at drille de kendte spillere i 'Forræder' sæson tre til foråret, mens Martin har fundet sin helt egen udfordrende stil, der er med til at skabe et skift i tonen og skrue mere op for realityfølelsen i 'Forræder - Ukendt grund'", siger Thomas Richardt Strøbech.

Martin Johannes Larsen elsker 'Forræder'-universet og glæder sig til at sende formatudvidelsen i en ny retning:

"Da jeg blev prikket på skulderen og udvalgt som spilleder på 'Forræder - Ukendt grund', var jeg ikke ét sekund i tvivl. Jeg elsker 'Forræder'-universet og har mæsket de to første sæsoner i mig samt dele af den britiske udgave. Det er en ære for mig, og jeg har derfor også gjort en dyd ud af at definere og finpudse min rolle som spilleder, så jeg kan være med til at sende formatudvidelsen og spillerne i en god, underholdende og måske ny retning. Jeg decideret elsker min rolle i 'Forræder - Ukendt grund' - ja, jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at jeg føler mig hjemme i den", siger Martin Johannes Larsen.

'Fanget af Forræder'

Udvidelsen af 'Forræder'-universet byder ud over 'Forræder - Ukendt grund' også på en helt ny podcast, 'Fanget af Forræder', hvor vært Mathias Helt og et panel af tidligere 'Forræder'-storspillere hver uge kommer i studiet for at analysere spillets største overraskelser, taktiske kampe og de psykologiske spind, som spillerne får vævet hinanden - og sig selv - ind i. 

'Forræder - Ukendt grund' har premiere lørdag 12. oktober på TV 2 Play og TV 2 Echo.

Podcasten 'Fanget af Forræder' har premiere lørdag 12. oktober i TV 2 Nyhedernes app og udkommer en gang ugentligt over otte uger.