Syv børn efterladt i gloende varm bil: Blev reddet af 4-årig

Henrik Rothenbücher

286 uger siden

|

31/05/2019
En 4-årig måtte agere redningsmand, da han og seks andre små børn var spærret inde i en varm bil.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når det begynder at blive det mindste varmt udenfor, så skal man huske på, at man aldrig skal efterlade børn, ældre eller dyr i bilen. Heller ikke selvom man åbner vinduet en lille smule, eller hvis det blot tager et par minutter.

For nyligt var det ved at gå helt galt, da hele syv børn i alderen 2 til 4 år var blevet efterladt i en varm bil af en kvinde. Kvinden skulle ind og shoppe, men hun tænkte altså ikke over, at den bagende sol i den amerikanske Maryland faktisk kunne være livsfarlig for børnene.

Hun gik derfor ind og shoppede, mens de var overladt til sig selv, og det kunne være gået grueligt galt. Heldigvis var en 4-årig blandt børnene yderst kreativ, og han fandt en telefon, der var efterladt i bilen og ringede til alarmcentralen.

Betjente i Charles County modtog opkaldet omkring klokken 13:00, men barnet kunne ikke fortælle politiet, hvor de var henne. Heldigvis lykkedes det politiet at spore opkaldet til en parkeringsplads ved et shoppingcenter i St. Charles. Det skriver NBC News ifølge en pressemeddelelse fra politiet.

De var skræmte og svedige

Da politiet modtog opkaldet fra den 4-årige, havde de siddet i bilen i 20 minutter. Politiet skyndte sig derfor hen til parkeringspladsen, hvor de fik børnene hjulpet ud af bilen.

Ifølge mediet WJLA var det svedige og skræmte børn, som politiet måtte hjælpe ud af bilen. Kvinden der var mor til to af de syv børn, ankom til bilen da politiet havde fået børnene ud, men hun ønskede ikke at svare på, hvorfor hun havde efterladt dem, og hvad hun skulle.

Politiet sigtede kvinden for indespærring i et motorkøretøj, da det er ulovligt at efterlade børn uden opsyn i en bil.

“Det er imod loven at efterlade børn under 8 år i en bil uden opsyn, medmindre der er en troværdig person på mindst 13 år i bilen sammen med barnet,” lyder det fra politikontoret ifølge NBC News.

Politiet ønskede ikke at frigive kvindens navn, da de gerne ville beskytte børnenes identitet.