Fredag d. 7. oktober havde Ruslands præsident, Vladimir Putin, fødselsdag.
Den omdiskuterede mand blev 70 år, og selvom han er én af tidens mest omtalte personer, så var det ikke mange lykønskninger, der blev plads til i medierne herhjemme.
Putin er nemlig en mand, som de fleste vestlige medier og borgere elsker at hade, men nogle steder i verden er det helt omvendt.
I store dele af Rusland og i enkelte europæiske og asiatiske lande bliver han nemlig betragtet som en sand helt, men sådan er det ikke i Slovakiet, som alligevel valgte at markere præsidentens fødselsdag med en gave.
Slovakiets forsvarsminister, Jaro Nad, delte et opslag og et billede af gaven på Twitter.
Her kunne man se og læse, at det østeuropæiske land havde valgt at markere Putins store dag med en særdeles farlig gave; to slovakiske artillerisystemer af typen 'Slovak Zuzana-2 howitzer'.
"For at markere hans 70 års fødsels leverede vi endnu en gave til agressoren Putin. Endnu to nye Zuzana-2 howitzere er nu i Ukraine," lød det således fra forsvarsministeren, som desuden tilføjede:
"Og mange flere er på vej" efterfulgt af en blinke-smiley.
Artillerisystemerne er bygget i Slovakiet og kan affyre seks projektiler i minuttet over en afstand på 40 kilometer, og Slovakiet er ikke det eneste land, som sender 'gaver' afsted østpå.
Ifølge TV2 har Tyskland, Danmark og Norge i samarbejde med Slovakiet nemlig også sendt hele 16 kanoner til en samlet værdi af 700 millioner kroner afsted til Ukraine.