Da politiet i West Yorkshire i England lagde et billede af deres to nye politirekrutter på sociale medier, var de formentlig ikke forberedte på den reaktion, de ville få.
- Vi byder Alfie og Noah velkommen til Kirklees-distriktet, skrev politiinspektør Helen Brear i opslaget, som blev delt på Twitter.
Reaktionerne haglede
Der gik ikke længe, før reaktionerne begyndte at vælte ind – og de var ikke af den positive slags. Mange påpegede, at rekrutterne så unge ud.
- 1000 procent sikker på, at de blev mobbet i skolen, skriver en.
- Er pensionen blevet så dårlig, at de skal starte, når de er 12?, skriver en anden.
- Hvad sker der, når skoleferien er slut?, skriver en tredje.
- Skal jeg underrette børneværnet om det?, skriver en fjerde.
Virkelig skuffet
Nu er inspektør Brear selv taget til sociale medier for at forsvare sine nye kolleger.
- Jeg er virkelig skuffet over nogle af de reaktioner, der er kommet efter mit indlæg. Begge mine kollegaer har bestået rekrutteringsprocessen og vist, at de har de nødvendige kompetencer. Begge bliver gode politifolk, og jeg vil som deres leder sikre, at de når deres fulde potentiale, skriver hun.
Andre politibetjente er også trådt til for at forsvare de to unge rekrutter, skriver The Telegraph. Blandt dem er Caroline Goode.
- De vil få mange tæsk på gaden for at se unge ud, ligesom jeg gjorde. Nogle føler, at de kan gøre, hvad de vil, men finder hurtigt ud af, at de tager fejl. De skal nok klare sig. Ønsk dem held og lykke, og bed dem om at nyde deres ungdommelige udseende, mens det varer, skriver hun.