Kunden har altid ret.
Den sætning har mange servicemedarbejder uden tvivl hørt. Det er uanset, om man har siddet ved kassen i Netto, ekspederet kunder i Ikea eller ordnet prøverum i H&M.
Det kan være svært som medarbejder at acceptere den regel, når nu de fleste er klar over, at kunder godt kan tage fejl - og opføre sig uhøfligt.
En McDonald’s-medarbejder fik i hvert fald nok af en irriterende kunde, hvilket fik medarbejderen til at finde på en hævn.
På TikTok afslører fastfood-medarbejderen, der går under brugernavnet Mcdanksbitch, hvordan vedkommende fik den perfekte hævn over en uhøflig kunde.
"Når kunden har en dårlig attitude, men du kommer i tanke om, at du kun tjener 54 kroner i timen,” skriver den amerikanske bruger.
McDonald’s Danmark understreger, at de “har overenskomst med 3F” og tilbyder “gode lønforhold”. Det var dog ikke den oplevelse, som Mcdanksbitch havde i forhold til sin ansættelse hos fastfood-giganten i USA.
I videoen på TikTok kan man se, hvordan karamelsaucen på McFlurry-desserten bliver byttet ud med noget helt andet.
Det er nemlig en lille bøtte med sursød sauce, der bliver toppet på isen.
Men den opfindsomme hævn udviklede sig uheldigt for medarbejderen. I en opfølgende video bliver det afsløret, at det hele endte ud i en fyring.