I alt har seks mennesker mistet livet under de tornadoer, som sidste weekend raserede den amerikanske delstat Tennessee.
Heldigvis har det nu ført til i hvert fald én mirakelhistorier midt i tragedien.
Det skriver SE og HØR.
En amerikansk familie har således fundet deres fire måneder gamle dreng i live, efter at drengen blev suget ud af familiens hjem på grund af uvejret.
Det er familien selv der melder ud om miraklet. Det sker via en GoFundMe-indsamling som er blevet startet for at samle ind til familien, der mistede alt under tornadoen.
Sydney Moore fortæller således, at den voldsomme tornado flåede deres hus fra hinanden, hvorefter de måtte se hjælpeløse til, mens vuggen, hvor deres søn lå, blev revet med.
Efterfølgende forsøgte familien at finde den lille dreng i live i den silende regn.
"Jeg var ganske sikker på, at han var død, og at vi ikke ville finde ham," fortæller Sydney.
Men heldigvis blev deres bønner hørt.
De fandt nemlig deres dreng i live.
"Han er her, og det er takket være Gud," udtaler hun.
Ifølge de amerikanske myndigheder blev mindst 23 personer behandlet på hospitalet, ligesom 80.000 borgere lørdag aften var uden strøm i Tennessee som følge af vejret.
"Dette er en trist dag for vores lokalsamfund. Vi beder for dem, der er tilskadekomne, som har mistet deres elskede, og som har mistet deres hjem," fortalte borgmesteren i Montgomery County, Wes Golden.
Foruden adskillige hjem er også træer, højspændingsledninger og huse blevet ødelagt af det voldsomme uvejr.