En italiensk mand har været igennem et juridisk mareridt, efter at hans femårige søn ved et uheld ramte en 87-årig kvinde med sin cykel i en park i Milano.
Hændelsen, der i første omgang syntes harmløs, fik tragiske konsekvenser og sendte faren direkte i retten med en tiltale for uagtsomt manddrab.
Det skriver det britiske medie Daily Mail.
Den lille dreng var i færd med at lære at cykle uden støttehjul, da han mistede kontrollen og kørte ind i den ældre kvinde, der var ude at gå med en veninde. Kvinden faldt og slog hovedet mod asfalten.
Hun forsikrede i første omgang både drengens far og de tilkaldte ambulancereddere om, at hun havde det godt. Men hendes tilstand forværredes pludseligt, og trods paramedicinernes indsats stod hendes liv ikke til at redde.
Anklagemyndigheden i Milano mente, at faderen bar et juridisk ansvar for ulykken. Han blev anklaget for at have udvist manglende opsyn og for at have tilladt sit barn at bruge et 'farligt transportmiddel', hvilket ifølge anklagerne bidrog til den fatale hændelse. Argumentet lød, at det at undlade at forhindre en ulykke, som man har en juridisk forpligtelse til at forhindre, er det samme som at forårsage den. Det betød, at han risikerede fængselsstraf samt en erstatning på 200.000 euro til den afdødes familie.
Sagen skabte debat om, hvorvidt man overhovedet kan drages til ansvar for en ulykke af den art. Kritiske røster pegede på, at anklagen var en juridisk overreaktion, da det 'farlige køretøj' i sagen blot var en børnecykel. Alligevel blev retssagen ført, og domstolen skulle tage stilling til, om faderen kunne have handlet anderledes for at forhindre ulykken.
Efter en grundig vurdering af sagen besluttede dommer Luigi Iannelli i Milano at frikende faderen. Dommeren fastslog, at den beskedne hastighed, den lette kollision og de uforudsigelige konsekvenser gjorde det umuligt for faderen at gribe ind i tide. Han kunne derfor ikke holdes ansvarlig for hændelsen.