Far lod sin søn dø i steghed bil - så han kunne købe sex

Ninna Andreasen

428 uger siden

|

04/10/2016
Ifølge anklageren fældede faren ikke en eneste tåre, da han blev afhørt efter sønnens død. Til gengæld brokkede han sig over, at det var varmt bag i patruljebilen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En far fra Georgia i USA er anklaget for med vilje at have efterladt sin søn i bilen, så drengen ville dø.

Sagen mod Justin Harris begyndte i går, og nu dukker der skræmmende detaljer op i sagen, rapporterer CBS

Ifølge anklagen efterlod han sin lille søn i bilen på parkeringspladsen ved sit arbejde i juni 2014. Under sagens indledning satte anklageren scenen for, hvad der skete efter anholdelsen af faderen. Det kom frem, at han ikke fældede en eneste tåre over sønnens død:

- Skriger han: 'Må jeg se min søn? Hvad sker der?'. Nej. Han brokker sig over, at der er varmt bag i patruljebilen, lød det fra anklageren Chuck Boring i retten.

Skrev til elskerinden
Det formodede motiv til drabet er, at Justin Harris ville undslippe forpligtelserne som familiefar og ægtemand. Anklageren fremførte, at den tiltalte levede et dobbeltliv med prostituerede og unge elskerinder.

Få minutter før han efterlod sønnen i bilen, skrev han angiveligt en besked til sin elskerinde:

- Jeg elsker min søn, men vi har begge brug for at blive fri.

Justin Harris sendte flere end 30 beskeder til kvinder om sex den dag og havde angiveligt et ulykkeligt ægteskab og var jævnligt var utro - blandt andet med prostituerede.

Han skal også have søgt på internetsider om at have en børnefri tilværelse, hvilket får anklageren til at konkludere, at han ønskede at være fri for sin søn.

Ifølge britiske Metro kørte han efter arbejde over til et shopping-center uden at standse. Anklageren mener, at dette er med til at understrege, at Harris lod sin søn dø med vilje, fordi bilen lugtede af sved, beskidt ble og død - uden at Harris opdagede det. 

- Fakta i denne sag giver kun mening, hvis den tiltalte slog sin søn ihjel med vilje, lød det fra anklageren Chuck Boring.

Den anklagede selv siger, at dødsfaldet var en tragisk ulykke. Han fortalte politiet, at han så tegnefilm med sin søn om morgenen, spiste morgenmad med ham på en restaurant og kyssede sønnen, da han spændte ham fast i autostolen i bilen.

Men han glemte at aflevere sin søn i vuggestuen. I stedet kørte han på arbejde og glemte, at sønnen sad på bagsædet, lyder forsvaret.

Anklageren mener dog ikke, at den forklaring giver mening. Det baserer han blandt andet på, at faren parkerede sin bil ved at bakke op bag to biler, hvilket må have krævet, at han kiggede sig over skulderen og derfor så sønnen på bagsædet.

Bliver Justin Harris dømt, risikerer han fængsel på livstid.