Mand i hajkostume har fået en bøde for at overtræde burkaforbuddet

Nils Würtzenfeld

375 uger siden

|

11/10/2017
Udland
Foto: Warda Network
Foto: Warda Network
En uheldig mand, klædt ud som haj, måtte til lommerne for at have maskeret sig i det offentlige rum.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ligesom der her i Danmark har tegnet sig et politisk flertal for at forbyde maskering i det offentlige rum, så har man i Østrig netop gennemført et lignende lovforslag.

Den nye lov trådte i kraft 1. oktober og forbyder, at enhver østriger dækker sit ansigt til i offentligheden. Det skriver Daily Mail.

Ligesom i Danmark har loven til formål at forbyde de muslimske kvindedragter burka og niqab i gadebilledet, men også andre beklædninger kan blive ramt af det nye forbud.

Det måtte en østrigsk mand fra Wien sande, da han i sidste uge var hoppet i et haj-kostume.

Den særprægede udklædning skete i kraft af mandens job som ansat i butikskæden McShark, der sidste fredag kunne fejre åbningen af endnu en butik i den østrigske hovedstad.

Derfor havde butikken arrangeret, at kædens haj-maskot skulle være tilstede – bestående af den mandlige ansatte inde i det tildækkede kostume.

Det skulle dog vise sig at være en dårlig idé, for efter den nye maskeringslov er vedtaget i Østrig, gælder forbuddet både religiøse klædedragter såval som hajer.

Derfor troppede et par betjente op foran butikken og forlangte straks, at han fjernede sit haj-hoved.

Da manden nægtede og forklarede, at han var i færd med at udføre sit job, blev han anholdt og måtte senere finde sig i at få en bøde for at overtræde det nye maskeringsforbud.

- Jeg anede ikke, at loven gik så langt, at det også gælder maskotter, fortæller Eugen Prosquill, der er administrerende direktør for reklamebureauet Warda Network, der repræsenterer McShark-butikken, til det østrigske medie Heute.