De fleste mennesker har nok prøvet det med, at man tager en tur i byen, og når man vågner dagen efter, så får man først virkelig tømmermænd, når man tager et kig på ens bankkonto.
Et par hundrede eller tusinde kroner kan let ryge i forbindelse med en bytur, hvor den får hele armen, men det er dog alligevel sjældent, at man dagen efter en bytur kan stå op til, at man næsten har brændt en million kroner af.
Det var dog alligevel tilfældet for en nordmand, der var på ferie i turistbyen Marbella.
På en enkelt nat havde han formået at bruge intet mindre end 830.000 kroner, og det var han langt fra tilfreds med. Han prøvede derfor at få banken til at betale for hele gildet.
Banken fik medhold
Ifølge det norske medie DN, så var manden af sted på ferie med en kammerat. De tog på en nat- og escortklub, hvor vennen dog gik kold, og han tog derfor hjem.
Den norske mand sad derfor alene tilbage på klubben, men ifølge ham selv fik han blackout i løbet af aftenen, og han kan kun huske, at han vågnede op i en seng med masser af kvinder omkring ham.
Dagen efter kunne han ikke finde sit Visa-kort, så han tog et kig på sin netbank og fik et kæmpe chok. Der var nemlig trukket intet mindre end 565.000 kroner i løbet af natten. Det beløb skulle dog vise sig at blive endnu større, for da manden kom tilbage til Norge, tjekkede han kontoen med sit Mastercard, og der var der blevet brugt yderligere 265.000 kroner.
Han tog ned til sin bank og påstod, at han var blevet dopet og svindlet for de mange penge, og at banken derfor skulle dække beløbet.
Banken afviste naturligvis, og nu skriver det norske medie, at banken har fået medhold i Finansklagenævnet. Manden kunne nemlig ikke bevise, at pengene var blevet trukket uden hans samtykke.
Ankenævnet var dog ikke helt enige. De mener, at der er en sandsynlighed for, at nordmanden er blevet narret, og de mener derfor, at sagen bør afgøres ved en norsk domstol.