Der skal være en grad af tillid i ethvert godt parforhold.
Når man deler alt fra pengene på lønsedlen til de intime snakke på hovedpuden, så bør man føle sig tryg ved, at ens partner er tro med en.
Derfor var det også et lyn fra en klar himmel, der ramte en britisk kvinde fra Newcastle, da hun kiggede på sin mands telefon, skriver Daily Mail.
14. marts havde ægtemanden, en mand i 30’erne, glemt sin telefon derhjemme. Da hans kone kiggede på den, spottede hun en underlig app kaldet Videolocker, som hun ikke kunne få adgang til. Og det gjorde hende mistænksom.
Efter et par forsøg fik kvinden adgang til app'en, hvor der ventede hende et gruopvækkende syn.
Der gemte sig nemlig flere videoer, som viste ægtemanden voldtage hende, mens hun sov. De uhyggelige klip varede fra 30 sekunder til to minutter.
Overgrebene begyndte i september 2016 og fortsatte, indtil kvinden opdagede den grusomme hemmlighed i marts. Ægtemanden havde seksuelt misbrugt sin kone flere gange ved at hælde alkohol på hende og udnyttede det faktum, at hun sov tungt.
En af gangene havde manden onaneret og efterfølgende ejakuleret i hendes ansigt, hvorefter han havde tørret sæden af hendes ansigt, inden hun vågnede.
Efter at have gjort den frygtelige opdagelse, kontaktede kvinden sin mand og sagde: ‘Jeg har lige set videoerne af, at du har voldtaget mig, på din telefon’. Derefter kom ægtemanden ikke hjem efter arbejde.
Senere samme dag henvendte han sig dog til politiet og indrømmede sin ugerning.
"Jeg har haft sex med min kone, uden at hun gav mig lov. Hun fandt ud af det og så videoerne på min telefon," sagde manden i en forklaring til politiet.
I den afsluttede retssag i Newcastle Crown Court kom det frem, at konen er blevet dybt traumatiseret af ægtemandens overgreb og er i medicinsk behandling.
"Siden at jeg opdagede, at min mand seksuelt udnyttede mig, så er mit liv blevet vendt op og ned for mig og mine børn på en sådan måde, at jeg stadig ikke ved, hvad jeg skal gøre," lød det fra den anonyme kvinde i retten ifølge Daily Mail.
Parret har været sammen i 10 år og har flere børn sammen. I retten blev ægtemanden kendt skyldig i voldtægt, forsøg på voldtægt og blev idømt ni års fængsel og en permanent plads på den britiske sexkrænkerliste, hvor han vil være registreret resten af sit liv.
"Du misbrugte den tillid, som din kone havde udvist dig. Du gjorde det udelukkende for dine egne seksuelle fantasier og har behandlet din kone som et objekt for dine sexfantasier, uden at tænke på hendes lyster eller behov," sagde dommeren Recorder Baird til manden under domsafsigelsen.