Johnny Depp vandt omdiskuteret retssag og $15 millioner: Derfor får han kun halvdelen

Mathias Madsen

133 uger siden

|

02/06/2022
Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
I går fik retssagen mellem Johnny Depp og Amber Heard sin længeventede slutning, og selvom Depp endte med at vinde og blive tildelt $15 millioner, kan han kun se frem til tæt på halvdelen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvis man har fuldt bare en lille smule med i medierne de sidste par uger, ved man, at en retssag mellem Johnny Depp og Amber Heard har været i gang i seks uger. 

Retssagen går kort sagt ud på, at Depp har sagsøgt Heard for $50 millioner (347 millioner kroner), fordi han mener, at hun har ødelagt hans karriere og blandt andet kostet ham roller i store film som 'Fantastisker skabninger' og 'Pirates of the Carribean' ved at udstille ham som en "wife beater" (red. konetæver).

Samtidig har Heard sagsøgt Depp for $100 millioner (744 millioner kroner), fordi hun påstår, at han har udsat hende for vold. 

I går besluttede en jury i den amerikanske stat Virginia, at Depp ikke har udsat Heard for vold, og han vandt derfor den omdiskuterede retssag, men blev 'kun' tildelt en erstatning på $15 millioner (104 millioner kroner). 

Selve erstatningen, som Heard skal betale, består ifølge TV2 af $10 millioner (70 millioner kroner), mens de resterende $5 millioner (35 millioner kroner) er såkaldt 'punitive', som dog ifølge Virginias lov maksimalt kan være $350.000 (2,4 millioner kroner). 

Det betyder, at Depp i virkeligheden kun vil få en erstatning på $10.350.000, som endda bliver endnu mindre, fordi Heard vandt på ét punkt i sine anklager og derfor fik tildelt en erstatning på $2 millioner (14 millioner kroner). 

Det betyder kort sagt, at Depp i sidste ende 'kun' får en erstatning på $8.350.000 (58 millioner kroner) fra sin ekskone, Heard. 

Om hun er i stand til at betale erstatningen med det samme er fortsat usikkert.

Efter retssagen lavede Depp nedenstående opslag på Instagram. Opslaget har i skrivende stund fået næsten 15 millioner 'likes':

Foto: Instagram / @johnnydepp

I opslaget forklarer han blandt andet, at retssagens afgørelse er afslutningen på en seks år lang kamp om at rense sit navn.