Interpol og politiet beder om hjælp: Kender du denne dreng?

Nicolai Steinicke

68 uger siden

|

30/08/2023
Udland
Foto: Interpol
Foto: Interpol
Politiet og Interpol tager drastiske foranstaltninger for at opklare mysteriet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tysk politi går nu i samarbejde med Interpol bredt ud for at få flere oplysninger i forbindelse med fundet af en død dreng i den tyske flod Donau sidste år.

Ifølge BBC er det første gang, at Interpol går offentligt ud med en såkaldt "Black Notice" om et barn.

Det er en besked, der går ud til 195 medlemslande, og formålet er at søge internationalt efter oplysninger om en uidentificeret person.

- Nogen derude ved noget om den her dreng, siger Interpol-chef Jürgen Stock i en pressemeddelelse.

Indpakket i folie

Han tilføjer, at det er uvist, om han var et offer for menneskesmugling, bortførelse eller vold, og at de nu er villige til at mobilisere hele Interpols personale for at identificere ham og forstå, hvad der er sket.

Interpol har også postet et billede af "Black Notice"-beskeden på X, tidligere Twitter. Her har de også vedhæftet en rekonstruktion af drengens ansigt.

"Kender du denne dreng? Tysk politi og Interpol beder om offentlighedens hjælp til at identificere en afdød dreng, og med at afklare de mistænkelige omstændigheder omkring hans død,« skriver de.

Drengen blev fundet i floden den 19. maj sidste år i den tyske delstat Bayern. Liget blev pakket ind i folie og holdt nede i vandet ved hjælp af en tung stenplade.

Det er ikke klart, hvor længe liget havde ligget i vandet, før det blev fundet.

Ifølge Interpol menes drengen at have været mellem fem og seks år gammel. Han havde brunt hår, blodtype 0, var omkring 110 centimeter høj og vejede omkring 15 kilo.

- Gennem denne "Black Notice"-meddelelse beder Interpol om hjælp fra myndigheder verden over til at dobbelttjekke sine databaser og gennemgå åbne og uløste sager, fortsætter Stock.

"Black Notice"-budskabet er en fortsættelse af Interpols kampagne fra maj i år, kaldet "Operation Identify Me", hvor de ønskede at identificere 22 uidentificerede kvinder dræbt i Europa.

Normalt, også under operationen tidligere i år, cirkulerer disse "Black Notice"-meddelelser kun i Interpol, men denne gang har de gjort meddelelsen tilgængelig for offentligheden.

Til BBC siger Interpol, at det er usædvanligt, at et dødt barn forbliver uidentificeret så længe, ​​og opfordrer alle med tip i sagen til at kontakte tysk politi.