En influencer er blevet udsat for massiv kritik, efter at have delt en video på TikTok, hvori hun opfordrer hendes omtrent 500.000 følgere til 'bare at bestille en flyrejse'.
Kat Crittenden fra Californien er en meget populær influencer på TikTok, hvor hendes video i alt har fået over 19 millioner likes. I videoerne viser hun små klip fra sine rejser rundt i verden, hvilket mange tilsyneladende godt kan lide at følge med i.
En af hendes seneste videoer er dog endt med at give bagslag. Det skyldes, at en lang række af hendes følgere har kritiseret hende i kommentarsporet under videoen.
"Mig, der igen overbeviser jer om at rejse," har hun skrevet som tekst til en video, der viser hende på en malerisk ø i Thailand.
"Det her kunne være kl. 17:30 en torsdag aften for dig, hvis du bare bestiller en flyrejse. Tag til Thailand. Det her burde sælge det til dig. Få din r*v herud."
Videoen er endt med at gå viralt, og er blevet set mere end fire millioner gange, men ikke er positive årsager. Tværtimod er Kat blevet udsat for en del kritik af både følgere og personer, der tilfældigvis er stødt på videoen.
"Jeg har været nødt til at stoppe med at købe æg, fordi de koster seks dollars. Men ja, her kommer jeg," skrev en bruger.
"Jeg er bogstaveligt talt i lammende gæld," skrev en anden.
"Jeg stopper lige med at leve fra lønseddel til lønseddel, så jeg kan gøre det. Tak for tippet," lød det fra en tredje.
"Jeg er studerende med arbejde ved siden af, og jeg kæmper stadig for at betale husleje. Men okay, en billet til 1.000 dollars lyder rimeligt," tilføjede en fjerde.
En stor del af kritikken kommer ifølge New York Post fra hendes australske følgere. Australien er på det seneste blevet ramt af høje leveomkostninger, hvorfor tre fjerdedele af australierne skærer ned på deres ikke-nødvendige udgifter.
Desuden er omtrent to tredjedele af landets indbyggere mere bekymrede over, hvordan de skal betale deres regninger, end de var for 12 måneder siden.
Tilsyneladende har dette haft en indflydelse på, at flere af Kats følgere har sendt kritik i hendes retning. Flere har endda hævdet, at hun kun kan rejse rundt, fordi hun får hjælp af sine forældre.
"Hvis jeg boede hos mine forældre og ikke havde regninger at betale, ville jeg helt sikkert tage på udlandsrejser hver anden måned," skrev en bruger.
Dette fik hende til at lave en ny video, hvori hun tog til genmæle mod påstanden om, at hun har 'rige forældre'.
"Er det derfor, min eneste ferie i min opvækst var at tage til Wisconsin om sommeren for at besøge min familie," siger hun i videoen.
"Jeg forlod ikke engang landet. Jeg forlod knap nok min egen stat, før jeg selv begyndte at rejse, da jeg var 18 år."
"Jeg er uendeligt taknemmelig for, at jeg havde muligheden for at besøge min familie, og jeg klager slet ikke over det. Jeg understreger, at jeg rejser for mine egne penge. Jeg har arbejdet for det og sparede sammen i flere for."
Alligevel er der folk, der er blevet ved med at kritisere hende. Blandt andet vil en bruger gerne have hende til at se i øjnene, at det at rejse, er en luksus.
"Uanset om du har rige forældre eller ej, er det at rejse en luksus, og de fleste kan ikke bare rejse, hvorhen de vil," skrev vedkommende.