Farlige godbidder: Over 1000 hunde døde af tørret kød

Ronja Ryde

|

19/05/2014
Over 1000 hunde er døde, og mange flere er blevet syge, af at spise tørrede godbidder importeret fra Kina.

Dagens topnyheder

En lang række mærker med godbidder til kæledyr står på FDA’s (den amerikanske fødevarestyrelse, Food and Drug Administration, red.) liste over farligt dyremad.

Dyreslik, der er blevet produceret i Kina, har dræbt over tusind hunde alene i USA. 5600 hunde er blevet syge af at spise godbidder, der alle består af tørret ande- og kyllingekød, eller tørrede søde kartofler. Også 24 katte og tre mennesker er blevet syge. 

Trods talrige undersøgelser af syge dyr og obduktioner af døde hunde, er det ikke lykkedes FDA at finde ud af, hvad det helt præcist er, der gør kæledyrene syge.

FDA’s undersøgelser viser, at 60 procent af de syge dyr lider af forstyrrelser i fordøjelseskanalen. 30 procent har problemer med nyrerne, og de sidste 10 procent har forskellige nerve-, hud- og immunsymptomer.

Fælles for de fleste syge og døde hunde er, at de alle har spist “jerky”-godbidder, der er blevet produceret i - og importeret fra - Kina. 

I Danmark er der formentlig ikke blevet konstateret lignende døds- og sygdomstilfælde hos kæledyr.

- Mig bekendt er det ikke sket i Danmark. Men det kan ikke udelukkes, at de samme mærker har været anvendt af danske husdyrejere, siger Jan Elnif, der er lektor ved Institut for Klinisk Veterinær- og Husdyrvidenskab ved Københavns Universitet, til Dagens.dk

På listen over mærker, som er blevet trukket tilbage på det amerikanske marked, er blandt andre: 

- Nestle Purina’s: Waggin’ Train Jerky Treats or Tenders

- Nestle Purina’s: Canyon Creek Ranch Jerky Treats or Tenders

- Del Monte Corp’s: Milo’s Kitchen Home-Style Dog Treats

- Del Monte Corp’s: Chicken Griller Home-Style Dog Treats

- Publix stores recalled their own brand of : Chicken Tenders Dog Chew Treats

- IMS Pet Industries Inc.: Cadet Brand Chicken Jerky Treats sold in the US

Se hele listen af mærker her.