Familiens hund blev alvorligt syg: Skjult kamera afslørede hvad naboen kastede over hegnet

Ane Sørensen

398 uger siden

|

05/05/2017
Udland
Foto: Privat
Foto: Privat
En australsk familie gennemlever enhver hundeejers mareridt, efter naboen fodrede deres golden retriever med forgiftede godbidder.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Peter Kevin Kelliher fra den australske by Adelaide står formentlig over for en fængselsstraf, efter han gennem en periode har forgiftet sin nabos toårige golden retriever.

Den 64-årige mand skulle ifølge anklagerne have pisket hunden Mia og fodret hende med ‘godbidder’ - pølser, der indeholdt både glasskår og små stykker bly. 

Det skriver det lokale medie Adelaide Advertiser ifølge Daily Mail.

Foto: Privat

Under retssagen fortalte den midalderende mand ifølge Adelaide Advertiser, at han var ensom og stresset over hundens gøen. I marts 2016 skulle Peter Kevin Kelliher være gået ind på familiens store grund for første gang.

Her skulle han have slået Mia på benene med en lille pisk. Siden smed Peter Kevin Kelliher angiveligt helt op til 15 pølser over hegnet ind til sin nabofamilie. 

Familien Fabian, som består af syv familiemedlemmer, bemærkede hurtigt, at deres hund begyndte at opføre sig usædvanligt. Da Mia pludselig blev syg, satte de på opfordring fra politiet overvågningskameraer op på deres grund. 

Foto: Facebook

Kameraerne fangede Peter Kevin Kellihers gerninger, som gav Mia indre blødninger og behov for varig behandling. Mias ejer Heidi Fabian skrev et følelsesladet vidneudsagn til retten:

- Jeg fik det fysisk dårligt (da hun så ham med pølserne red.) og i dag, kan jeg stadig ikke helt begribe den ondskabsfuldhed, der lever dig, siden du kan gøre noget, der er så forfærdeligt. Du er så grundlæggende ond, skriver Heidi Fabian.

Peter Kevin Kelliher har erklæret sig skyldig i 14 anklager mod ham. Ifølge hans forsvar accepterer han fængsel som en uundgåelig straf, men håber på at kunne afsone den i sit hjem.

Dommen ventes at falde engang i juni måned.

I forrige uge fandt en 25-årig hundelufter 10 pølsestykker med dele af barberblade i en populær park i den tyske by Frankfurt. Det uhyggelige fund fik politiet til at advare lokale hundeejere om at være forsigtige.

Danske Jane Jensen havde også en yderst ubehagelig oplevelse, da hun fandt pølser og frikadeller med piller i sin have i Solbjerg nær Aarhus i starten af marts.