9-årig er verdens bedst betalte YouTube-stjerne: Så mange millioner tjener han

Nicolai Busekist

208 uger siden

|

22/12/2020
Udland
Foto: Kaji Family/YouTube
Foto: Kaji Family/YouTube
Da han var tre år gammel, begyndte hans forældre at filme hans begejstring, når han fik nyt legetøj. Siden da har han tjent flere hundrede millioner kroner på sin YouTube-kanal.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En blot niårig dreng fra Texas topper Forbes' liste over bedst betalte YouTube-stjerner verden over. På listen er han noteret for en indtjening på hele 179 millioner kroner. Og det er blot mellem juni 2019 og juni 2020. Det skriver B.T. 

Derfor bør der ingen tvivl herske om, at YouTube er en guldgrube, hvis blot man har den rette idé - og et stort antal følgere. 

Den niårige Ryan Kaji har hele 41,7 millioner følgere fra hele verden, og stort set hver dag udgiver han en ny video, hvori han anmelder legetøj, laver sjove eksperimenter, eller blot hygger sig med sin familie. 

Han står bag flere forskellige YouTube-kanaler, men den, der startede det hele i 2015, har navnet Ryan's World. Desuden findes der også versioner, der er målrettet bade et spansk- og japansktalende publikum. 

Hans publikum er stort, og hans indtjening på dette publikum er ikke blot begrænset til det sociale medie, hvor han tjener penge på annoncering og betalte videopromoveringer. 

En stor del af hans indtjening kommer nemlig fra Ryan's World-merchandise, der er bestående af blandt andet masker, walkietalkies og actionfigurer. Dertil har han også indgået flere større samarbejder. 

Ikke første gang 

Det er ikke første gang, at Ryan Kaji er at finde helt i toppen af Forbes' liste over bedst betalte YouTube-stjerner. Han indtog nemlig også førstepladsen sidste og forrige år. Derudover har han været en del af listen, der hvert år udgives af Forbes, siden 2017. 

Den fulde liste, der tager udgangspunkt i indtjeninger fra juni 2019 til juni 2020, ser således ud: 
  1. Ryan Kaji: 179 millioner kroner, 12,2 milliarder visninger og 41,7 millioner følgere 

  1. Mr. Beast (Jimmy Donaldson): 146 millioner kroner, 3 milliarder visninger og 47,8 millioner følgere 

  1. Dude Perfect (Coby Cotton, Cory Cotton, Garret Hilbert, Cody Jones og Tyler Toney): 140 millioner kroner, 2,77 milliarder visninger og 57,5 millioner følgere 

  1. Rhett and Link (Rhett James McLaughlin og Charles Lincoln III): 121 millioner kroner, 1,9 milliarder visninger og 41,8 millioner følgere 

  1. Markiplier (Mark Fischbach): 118 millioner kroner, 3,1 milliarder visninger og 27,8 millioner følgere 

  1. Preston Arsement: 115 millioner kroner, 3,3 milliarder visninger og 33,4 millioner følgere 

  1. Nastya (Anastasia Radzinskaya): 112 millioner kroner, 39 milliarder visninger og 190,6 millioner følgere 

  1. Blippi (Stevin John): 103 millioner kroner, 8,2 milliarder visninger og 27,4 millioner følgere 

  1. David Dobrik: 94 millioner kroner, 2,7 milliarder visninger og 18 millioner følgere 

  1. Jeffrey Star: 91 millioner kroner, 600 millioner visninger og 16,9 millioner følgere