4-årig holdt fanget i et bur på børnehjem: Her mærker han den friske luft for første gang i flere år

Stacey Gagnon har et meget stort hjerte, hvorfra hun har valgt at kaste sin kærlighed på hende og mandens seks adoptivbørn.

Men bag historien om en familie, der er bundet sammen af alt andet end blodets bånd, er en usædvanlig trist historie, som Stacey mener, det er på tide, at andre høre.

Hun har derfor valgt at skrive et blogindlæg på sitet LittleThings, eller nærmere et opråb. Der er nemlig en del mennesker i denne verden, der ikke fatter eller vil fatte, hvor slemt det står til, mener den amerikanske mor. 

Hendes historie tager udgangspunkt i sønnen Israel, som hun rejste til Bulgarien for at adoptere fra noget, der skulle vise sig at være et barbarisk børnehjem:

- Jeg tog til Østeuropa for at adoptere min søn Israel, som har været holdt fanget i et bur i handicapafdelingen på et børnehjem i Bulgarien, fra han blev født, til en alder af fire år, skriver Stacey Gagnon i indlægget.

Sønnen var gennemblødt af urin, underernæret og havde brune, misvedligeholdte tænder. Luften i lokalerne var klam og indelukket og personalet havde behandlet ham på en sådan måde, at hans krop og fysiske aktivitet i hjernen simpelthen har ændret sig på grund af misrøgt.

- Mit hjerte gik i en million stykker, og nu lever jeg hver dag med tanken om, at ”børn dør”, skriver Stacey Gagnon videre.

Adoptionen fandt sted for et cirka otte måneder siden, og siden den dag har Israel fået det gradvist bedre.

Han bærer dog stadig præg af sine traumer og har det med at reagere instinktivt og ud fra impulser af frygt og overlevelse.

På otte måneder er han vokset fra at være på størrelse med en halvandetårig dreng til nu at matche sine fire år i højde og drøjde. Han leger. Han taler (han kunne omkring 20 ord, da familien reddede ham, men kan i dag flere hundrede ord).

Men der er tusinder af børn som ham, der er efterladt under lignende vilkår, og det er på tide, at vi voksne handler, mener Stacey, der har lagt mærke til, at der hver eneste uge tages billeder ned fra adoptionssider, fordi børnene dør, inden de når at blive adopteret.

Israel ville ikke have levet til sine fem fulde år, hvis ikke han var blevet adopteret i sidste øjeblik.

Billederne af hans rygrad, der stikker frem som følge af den flydende kost, personalet fandt det nemmest at give ham gennem tremmerne, taler for sig selv:

Stacey og familien gør, hvad de kan, for at fortælle alle om deres historie, men det er ligesom om, at det er nemmere for naboer, pårørende og alle andre at ”tale om mindre tunge emner” og dermed ignorere problemet, mener kvinden.

Hun kommer derfor med dette opråb, som hun håber vil røre noget i andre og få dem til at handle ligesom hende og manden gjorde det:

- Jeg iagttager dagligt, hvordan folk lever hverdagslivet med grill, shoppeture, fodboldkampe, og jeg har bare lyst til at råbe af dem, at ”børn dør!” Folk ser på vores adopterede børn og siger ”det er godt”, og så lever de ellers deres liv videre. Og jeg har bare lyst til at råbe af dem, at ”børn dør!” De ser Israel som et levende bevis og billeder af børnehjememt, og de fælder en tåre, for så at gå tilbage til deres arbejde mandag morgen, og jeg sidder og hvisker for mig selv, at ”børn dør”, men ingen hører rigtigt efter, for hvis de virkelig hørte efter, ville de også græde. I stedet lever de livet videre, og børnene bliver ved med at dø, skriver Stacey Gagnon.

Børn dør. De dør alene, og vi hjælper dem ikke, men det er vores opgave, understreger hun.