Den lille dreng var kun fem dage gammel, da hun holdt ham i sine arme første gang, og britiske Emilie Larters liv tog en dramatisk drejning. Det skriver Mirror.
Den unge kvinde var lige blevet færdig med sin uddannelse på universitetet og ville ud og opleve verden. Derfor rejste hun forventningsfuld til Uganda for at arbejde som frivillig på et børnehjem i to måneder.
- Det var et kulturchok. Børnehjemmet lå i en lille landsby omkring 25 kilometer fra den nærmeste by, og jeg fik masser af opmærksomhed af de lokale, fordi de ikke var vant til at se hvide mennesker, husker hun.
Emilie Larter var den eneste frivillige på børnehjemmet, og hun havde masser at se til. Hun skulle skifte bleer, lave mad og lege med børnene. Og hun elskede det. Men pludselig ændrede et opkald hele hendes liv:
- Da jeg havde været der i en måned, modtog vi et opkald om en nyfødt baby, der desperat manglede hjælp. Vi vidste ingenting, men hoppede straks op på vores motorcykler og kørte til en lille by kaldt Butagaya, som lå godt en halv time væk.
- En stor gruppe mennesker stod stimlet sammen, og det gik op for os, at en begravelse var i gang. En mor var død og havde efterladt sig syv børn. Den yngste var en lille dreng, som kun var fem dage gammel. Der var ingen til at tage sig af ham, så han blev givet til børnehjemmet.
Emilie Larter husker, hvordan hun forelskede sig i ham på stedet, som han lå der svøbt i tæpper og så tilfreds ud.
Den nyfødte dreng blev døbt Adam af børnehjemmet, og 23-årige Emilie Larter var alene om at tage sig af ham.
- Han sov i en vugge ved siden af min seng, og jeg var sammen med ham 24 timer i døgnet. At give ham mad, skifte hans ble og stå op om natten var alt sammen overladt til mig, men jeg havde ikke noget imod det. Jeg følte mig priviligeret, fortæller hun til Mirror.
Emilie Larter husker, at hun hele tiden ringede til sin mor for at få gode råd. Hun anede intet om at passe spædbørn og havde aldrig forestillet sig, at hun skulle være 'mor' i så ung en alder.
Børnehjemmet havde hverken rindende vand eller elektricitet, og der var myg alle steder. Vandet blev samlet i bøtter, og der var ikke råd til babymad, så Emilie Larter betalte selv for det. Hun husker tilbage på tiden som stressfuld, men samtidig elskede hun det.
For Adams skyld forlængede Emilie Larter sit ophold med to måneder. Den lille dreng græd, når hun ikke var i nærheden, og han elskede at blive holdt af hende.
- Alle fortalte mig, at jeg skulle lade være med at blive involveret følelsesmæssigt, men jeg var blevet lige så knyttet til ham, som han var til mig. Den første gang, jeg var nødt til at rejse fra Adam, var virkelig hård. Men jeg var nødt til at tage til England for at dimittere.
Emilie Larter vendte tilbage nogle uger senere og blev overrasket over, hvor meget han var vokset, mens hun havde været væk. Hun blev på børnehjemmet de næste fem måneder, men i april 2015 var hun løbet tør for penge og skulle samtidig hjem for at deltage i et bryllup.
- En ven kørte mig til lufthavnen, og Adam var også med. Han havde ingen anelse om, hvad der foregik, og jeg vidste ikke, hvornår jeg ville have råd til at rejse ned til ham igen. Jeg gav ham et kæmpe kram, men kunne ikke klare at skulle forlade ham. Det var frygteligt. Jeg tilbragte hele flyveturen i tårer og tænkte på, hvornår jeg kunne se ham igen.
Emilie Larter gik straks i gang med at spare op, da hun kom hjem til England, og hun tog tre jobs, så det ville gå hurtigere. Men pludselig fik hun et fuldstidsjob som lærer, et drømmejob, og nu kunne hun kun besøge Adam i skoleferierne. Samtidig blev hun kærester med sin ekskæreste igen.
- Men alt, jeg kunne tænke på, var Adam. Jeg skrev til børnehjemmet hver dag for at høre nyt, og jeg fik nogle få videoklip, men jeg missede alle de der specielle øjeblikke, hvilket var forfærdeligt. Vi var væk fra hinanden i seks måneder, og det var så hårdt.
- Da jeg tog tilbage for at se ham igen, havde Adam lært at gå, og så snart han så mig, kom han løbende over mod mig, og jeg samlede ham op i mine arme. Jeg følte så meget kærlighed, at det var overvældende.
Men de korte besøg viste sig hurtigt at være uholdbare. Emilie Larter begyndte at undersøge muligheden for at arbejde i Uganda og for at adoptere Adam. Samtidig slog hun op med sin kæreste, som ikke var klar til at opgive sit liv.
Emilie Larter blev støttet af sine forældre, og hendes far var allerede begyndt at tale om Adam som sit barnebarn, mens hendes mor sendte babytøj. Hendes venner og veninder var dog mere skeptiske og mente, at hun en dag ville fortryde det.
Men hun havde besluttet sig, og der var ingen vej tilbage. I august sidste år fik hun et job på en international skole i Uganda og tog springet.
Hun anskaffede sig et lille hus, og Adam flyttede ind. Reglen i Uganda er, at man skal bo i Uganda og have barnet i pleje i mindst et år, inden man kan få lov at adoptere.
Men bedst som det hele flaskede sig, mistede Emilie Larter sit job på grund af besparelser på skolen. I dag er hun 25 år og bliver støttet økonomisk af sine forældre, mens hun arbejder som frivillig på Adams skole som betaling for, at han er indskrevet der.
Men det en uholdbar situation, og derfor beder Emilie Larter nu offentligheden om hjælp:
- Jeg kan ikke lide at bede om donationer, men det er mit eneste håb for, at vi kan blive en familie. Adam har bragt mere lykke til mit liv, end jeg nogensinde kunne have drømt om. Jeg vil gøre hvad som helst for at blive hans mor. Jeg kan ikke forestille mig en fremtid uden ham. Adam er mit liv.
Emilie Larter samler penge ind HER.
