21-årige Helen vågnede med ondt i nakken: Få timer senere var hun lam

Henrik Rothenbücher

157 uger siden

|

20/12/2021
Udland
Foto: Privat
Foto: Privat
Helen troede bare, hun havde sovet forkert, da hun vågnede med hold i nakken. Men få timer senere begyndte hun at blive følelsesløs i armen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den 24. august 2016 vågnede Helen Fincham fra Wales med ondt i nakken. Hun havde nok bare sovet i en dårlig stilling, tænkte den 21-årige kvinde.

Men få timer senere kunne hun ikke længere mærke sine ben. Det skriver The Sun.

Helen Fincham troede, at hun var ved at få et hjerteanfald, da hendes arme blev følelsesløse, og hun havde svært ved at få luft. Da ambulancen ankom, bad redderne hende rejse sig op. Så forsvandt benene under hende.

Siden har den 21-årige været lam fra halsen og ned.

Nu har hun endelig - efter to måneder med undersøgelse - fået en diagnose på sin sygdom. Hun lider af Transverse Myelitis. Det er en ekstrem sjælden neurologisk sygdom, hvor rygraden bliver betændt, hvilket skader nerverne.

"Da det gik op for mig, at jeg ikke længere kunne mærke mine ben, var jeg forfærdet. Det var, som om jeg var blevet lammet over natten. Hele mit liv blev vendt op og ned i løbet af timer. Jeg vågnede, og det var som enhver anden dag. Jeg gik nedenunder og fik noget at spise med mine forældre, men da jeg bøjede mig ned for at samle vasketøj op, gik det op for mig, at min nakke var øm," fortæller Helen Fincham.

Hun gik i seng igen. Her fik hun åndenød og kunne ikke mærke sine ene arm. Forældrene ringede efter en ambulance.

Da hun ankom til skadestuen, troede personalet først ikke på hende. De blev ifølge den 21-årige ved med at bede hende om at stille sig op. Hun græd og skreg. Situationen var temmelig traumatisk.

Sygdommen er så sjælden, at Helen Fincham stadig mangler svar på mange spørgsmål. Eksempelvis ved hun ikke, hvorfor og hvordan hun er blevet syg.

Kun to uger før hun blev syg, havde hun været på ferie på Ibiza med sine venner og haft en skøn tid.

Hendes søster har oprettede en indsamling, som kan hjælpe Helen Finchams forældre med at anskaffe nødvendige remedier til hjemmet, så deres datter kan træne sin krop op igen og klare sig.

"Jeg er bare så taknemmelig for, at jeg stadig er i live. Jeg har dårlige dage, men jeg lærer at håndtere det hele," siger den 21-årige.