En skolepige fra Victoria i Australien kunne til sidst ikke klare presset mere. Efter at være blevet gruppevoldtaget som 13-årig og siden mobbet i to år, tog hun i december sit liv.
Nu er der dukket et afskedsbrev fra den 15-årige pige op. Det har hendes mor valgt at dele, skriver news.com.au.
I brevet advarer Cassidy Trevan sine jævnaldrene og opfordrer dem til at stoppe mobning.
- Mit navn er Cassidy Trevan, og jeg blev voldtaget. Hvis nogen prøver at gøre det samme med dig, så stol på mig, det er værd at kæmpe imod! Kæmp! Hvis du ikke gør det, vil du fortryde det resten af dit liv, som jeg gør. Du kan gøre det. Vær forsigtig. Vær advaret. Vær i sikkerhed, lyder det i brevet.
Hun var kun 13 år gammel, da en gruppe af hendes mobbere angiveligt organiserede en voldtægt af hende. Mobningen af hende fortsatte, indtil hun tog livet af sig selv to år senere.
Cassidy Trevans knuste mor har i dag valgt at dele brevet på Facebook.
(Artiklen fortsætter under billedet)
- Processen med at få Cassidys historie ud har både ødelagt mig og givet mening på samme tid. Jeg følte mig så fanget. Jeg var nødt til at fortælle historien for hende, som hun selv ønskede, men ikke kunne selv, skriver den sørgende mor.
Ifølge hende begyndte mobningen med små ting som grimme ord og siden slag. Men siden blev omfanget af mobningen mere og mere voldsomt, og teenageren blev forfulgt rundt i butikker og på sociale medier, ligesom hendes families hjem blev vandaliseret.
Pigen endte med at blive hjemme fra skole et helt semester. Da hun kom tilbage, fik hun ifølge moderen en undskyldning og blev inviteret til fest.
Det var her, hun i stedet for en fest blev lokket med ind i et forladt hus, hvor hun blev voldtaget. Overgrebet blev meldt til politiet, men Cassidy Trevan var for bange til at fortælle, hvad der var sket. Hun led af flash backs, panikanfald og post traumatisk stress.
I forbindelse med selvmordet skrev hendes knuste mor direkte til mobberne på Facebook.
- Jeg ved, hvem I er. I ved, hvem I er, og politiet ved, hvem I er. Jeg håber, at jeres viden om, hvad I gjorde, hjemsøger jer resten af livet, og at I en dag, hvis I er heldige nok til selv at få børn, husker, hvad I gjorde ved min dyrebare skat og forestiller jer, hvis nogen gjorde det samme ved jeres barn.
