Tom Cruise er kendt for sit lækre ydre og sine imponerende skuespilsevner, der kommer til udtryk i film som 'Top Gun', 'Rain Man' og 'Mission: Impossible', 'Mission: Impossible II', 'Mission: Impossible III' og 'Mission Impossible - Fallout'.
Fælles for mange af hans film er, at de er fyldt med action og vilde stunts, og imponerende nok laver Cruise selv sine stunts i modsætning til mange af sine kolleger, som gør brug af en såkaldt stunt-double.
I forbindelse med optagelserne til 'Mission: Impossible - Dead Reckoning: Part One' har den verdenskendte skuespiller dog vovet sig ud i et stunt, som er en del vildere end normalt.
Faktisk omtaler Kino stuntet som "filmhistoriens vildeste."
Og vi er tilbøjelige til at være enige!
I et klip, der er blevet delt på de sociale medier, kan man nemlig se den 60-årige actionstjerne køre en motorcykel ud over en bjergside, hvorefter han lader motorcyklen falde ned i dybet, mens han aktiverer sin faldskærm.
Inden stuntet har filmstjernen øvet mere end 500 faldskærmsudspring og 13.000 motorcykelhop, og han har selv kaldt stuntet for "det farligste stunt, jeg har forsøgt."
'Mission: Impossible - Dead Reckoning: Part One' er den syvende film i 'Mission: Impossible'-universet, og den har premiere til sommer næste år.
'Mission: Impossible - Dead Reckoning: Part Two' får, hvis alt går efter planen, premiere sommeren 2024.