TV 2 forsvarer X Factor-dommer

Julie Møller

197 uger siden

|

08/03/2021
TV
De tre dommere i dette års X Factor: Martin Jensen, Oh Land og Thomas Blachman. Foto: Lasse Lagoni/TV 2.
De tre dommere i dette års X Factor: Martin Jensen, Oh Land og Thomas Blachman. Foto: Lasse Lagoni/TV 2.
Tænk venligst over det, lyder det fra TV 2.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I fredagens udgave af X Factor røg deltageren Hiba ud af konkurrencen.

Det var dommeren Oh Land, med det borgerlige navn Nanna Øland Fabricius, der valgte at sende den håbefulde sangerinde hjem. Oh Land skulle enten sende Thomas Blachmans gruppe Neva & Ida eller Martin Jensens artist Hiba ud af konkurrencen, og valget faldt på sidstnævnte.

TV 2 forsvarer nu X Factor-dommeren Oh Land. Foto: Lasse Lagoni/TV 2

Den beslutning er dog ikke faldet i god jord hos seerne, og det er strømmet ind med voldsomme beskeder siden, skriver TV 2.

“Hvor er du bare for sygt et menneske.”

“Fuck, hvor jeg hader dig. Alle hader dig som dommer.”

“Du har brug for hjælp.”

Sådan lyder nogle af de kommentarer, som efterfølgende er landet på Oh Lands sociale medier. 

Kun toppen af isbjerget

I et opslag, som Oh Land lagde på Instagram inden programmet i fredags, har hun set sig nødsaget til at skrive en opdatering til sin oprindelige tekst.

“Det er ikke en sjov situation at sidde der og skulle sende nogen ud. Faktisk det jeg hader allermest ved det her. I kan være uenige i mit valg, som i øvrigt var helt oprigtigt. Men tal pænt. Jeg ønsker Hiba alt det bedste,” skriver Nanna Øland Fabricius.

Foto: Instagram @ohlandmusic.

Derudover har X Factor TV 2 også valgt at forsvare dommeren. I kommentarfeltet til opslaget skriver de:

“Vi forstår, at flere er uenige i Oh Lands valg i aftes. Det er en konkurrence, og en af de to, som havde fået færrest stemmer, skulle sendes hjem,” starter holdet bag X Factor og uddyber:

“Uanset hvad så forventer vi en ordentlig tone i forbindelse med vores program, så tænk venligst over, at det sidder en person bag skærmen og læser jeres kommentarer.”

Ifølge Nanna Øland Fabricius er kommentarfeltet ikke det værste. Det er derimod den private indbakke.

“Jeg er chokeret over, hvor voldsomt sprogbruget er. Det, der står under billederne, er bare toppen af isbjerget. Beskederne i min indbakke er endnu værre,” forklarer hun til TV 2.