Midt i udsendelsen: Tv-vært ramt af flyvende hotdog

Mathias Nielsen

120 uger siden

|

02/08/2022
TV
Foto: Jens Hartmann Schmidt/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Hartmann Schmidt/Ritzau Scanpix
På live tv kom en hotdog pludselig flyvende i luften.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mandagen bød på sidste kamp i Superligaens 3. runde. Her skulle lokalopgøret mellem FC Nordsjælland og oprykkerne fra Lyngby Boldklub møde hinanden i en kamp, som bød på dramatik både på og udenfor banen.

FC Nordsjælland endte med at tage alle 3 point, og er derfor placeret på Superligaens førsteplads med maksimale 9 point efter de første tre kampe.

Efter kampen var der som vanligt nedtakt i TV3 Sports studie, hvor vært Christine Møller og ekspert Allan Kuhn gennemgik kampen.

Kort inde i nedtakten blev udsendelsen dog forstyrret af en en flyvende genstand. En tilskuer kastede nemlig en hotdog direkte i panden på den arbejdende tv-vært, som var live igennem på TV3 Sport.

Kort konstaterede hun, at hun var blevet ramt af et pølsebrød, og at 'den var ny', mens ekspert Allan Kuhn slog opgivende ud med armene i retning af bagmanden til den provokerende og respektløse handling.

Efterfølgende fortsatte de to værter snakken, og dressingen blev tørret væk fra håret. Tirsdag er det da heller ikke en vred Christine Møller, som har talt med B.T.

»Det er selvfølgelig grænseoverskridende at få kastet ting i hovedet, når man er på arbejde. Og helt generelt håber jeg, at den tendens med at kaste ting efter folk på stadion stopper. Men jeg har fået en undskyldning fra FC Nordsjælland og betragter egentlig sagen som lukket,« lyder det fra Christine Møller.

2022 har generelt været et år med en stigende kastetendens i forbindelse med fodbold. DBU måtte aflyse storskærmsarrangementer på grund af kasten med øldåser. Desuden er flere fotografer blevet ramt af ølkast i løbet af den spæde sæsonstart i Danmark.