At det kan lykkes at finde kærligheden på tv, har det populære TV 2-program Landmand søger kærlighed bevist før.
Stine Marthine Pedersen og Niels Pors fandt hinanden i programmet, de er flyttet sammen og er fortsat et par i dag. Det samme gør sig gældende for landmand Svend Kirkegaard Hansen fra Bækmarksbro, der modtog et brev fra Maryna. Svend og Maryna blev efterfølgende kærester, og siden da er de også flyttet sammen.
Nu melder TV 2 klar med en ny sæson af Landmand søger kærlighed. Det er den 8.sæson, der har premiere til sommer, og denne gang er det med den hidtil største diversitet blandt de medvirkende, oplyser kanalen.
Fire mænd og to kvinder har meldt sig til programmet, og TV 2s underholdningsredaktør Mads Volck tror på, at den nye sæson også bliver en succes.
“Landmand søger kærlighed har etableret sig som et godt og trygt sted at finde en kæreste. Vi har efterhånden bragt rigtig mange sammen med succes, og det, tror jeg, får flere forskellige danskere - både mænd og kvinder - til at melde sig,” siger Mads Volck.
Landmanden Allan søger fyr
En af de seks deltagere er landmanden Allan. Den 45-årige landmand leder efter en sød fyr, som har lyst til at flytte ind på gården hos ham, der ligger ved Mariager. Han håber at finde en kæreste, der har god humor og kan lide at være social.
Landmanden Allan håber at finde en sød kæreste i TV 2-programmet Landmand søger kærlighed. Foto: Dario Kozuh/TV 2.
“Jeg savner en kæreste i hverdagen. Jeg savner en kæreste at vågne med søndag morgen og lave morgenmad til, og en at tage med i byen til familiefesterne,” fortæller han.
Du kan se alle de nye deltagere til den kommende sæson af Landmand søger kærlighed lige her.