Lige fra første sæson har Badehotellets karakter Fie været en del af serien. Derfor har hun også en helt særlig plads hos mange seere.
I hele fem sæsoner var Rosalinde Mynster med som Fie - men efter sæson fem blev hun skrevet ud. Tidligere skrev TV 2, at der i længere tid havde været klarhed over, at Rosalinde havde et ønske om at prøve noget andet efter seriens femte sæson - derfor blev hun skrevet ud.
“Vi har længe vidst, at Rosalinde (Mynster, red.) efter sæson fem havde lyst til at prøve noget andet. Det har vi fuld forståelse for. Fem år er lang tid for en ung skuespiller. Vi har været rigtig glade for samarbejdet, og det har været en fornøjelse at se både hende og den karakter, hun spiller, vokse gennem de fem sæsoner. Nu er det tid for både Rosalinde (Mynster, red.) og for Fie at komme videre,” lød det fra seriens manuskriptforfattere Stig Thorsboe og Hanna Lundblad over for TV 2.
Nu fortæller hovedpersonen selv, at chancerne for, at Fie vender tilbage er meget små.
Regn ikke med det
B.T. mødte for nyligt Rosalinde Mynster til premieren på filmen Marco Effekten.
Her spurgte avisen, om seerne skulle regne med at se Fie på skærmen, når Badehotellets niende sæson ruller over skærmen næste år.
“Jeg har ikke hørt noget fra dem, og da de muligvis allerede er i gang med optagelserne til den nye sæson, så tror jeg ikke i skal regne med et comeback fra 'Fie',” lød det fra hende.
Rosalinde Mynster kunne også fortælle, at hun har et stramt program henover sommeren - blandt andet medvirker hun i et teaterstykke på Grønnegårds Teatret og derudover er der premiere på “Hvor kragerne vender”, hvor hun har hovedrollen.
Når Badehotellet igen ruller over skærmen er tiden skruet frem til 1945, hvor krigen sluttede.