Da Casey Skinner blev mor til to tvillingedrenge, Logan og Regan, kunne ingen have forudset, hvilke prøvelser, der ventede den lille familie.
Da sønnerne var to år gamle i 2012, begyndte Logan, der er seks minutter ældre end sin tvillingebror, at vise tegn på sygdom.
Casey tog ham til lægen, og inden for blot et år blev både han og broderen diagnosticeret med kræftformen akut lymfoblastisk leukæmi, der spredte sig til knoglerne. De tidlige tegn, der vakte mistanken var, at drengenes hud begyndte at blive gullig, og at begge to fik blå mærker meget nemt.
- Du tror ikke, at det kan ske for dig eller ens børn, men så går det op for dig, at du ikke er uovervindelig, og det er virkelig skræmmende, siger moderen ifølge Daily Mail.
Hun har kæmpet en brav kamp med at få drengene i behandling og fulgt dem til diverse kontroller gennem årene. Familien, der bor i Boston sammen med Caseys partner og hans to sønner, har haft fire svære år.
Først lagde hun mærke til, at tvillingedrengen Logan begynde at få infektioner i ørerne ret ofte, og at han fik blå mærker utroligt let. Da lægen senere sammenlignede hans hudfarve med broderens, sendte han fluks familien på hospitalet med ham.
Sygdommen svækkede selvsagt drengen, som var tæt på at dø flere gange, fortæller moderen i dag:
- Det værste var, da Logan på et tidspunkt fik blodforgiftning. Jeg husker bare, da jeg tog ham med på hospitalet, og man så sygeplejersken gå i panik og begynde at råbe om hjælp fra lægerne. Vi troede, han skulle dø der, siger Casey Skinner.
Foto: Jeremy Kyle Show, Regan (højre) og Logan (ventre) Skinner
Da lillebror Regan begyndte at få blå mærker og vise nogle af de samme tegn som sin seks minutter ældre storebror, tog Casey ham til lægen for at få ham testet. Lægernes svar var nedslående:
- Da de fortalte mig, at Regan også havde sygdommen, ramte det mig utroligt hårdt. Jeg tænkte på, om jeg overhovedet var i stand til at passe på dem begge to, men jeg kom igennem det, siger Casey Skinner.
Hun havde set Logan kaste op af kemobehandlinger og have det rigtig skidt, men i dag er der heldigvis lys for enden af tunnelen.
Begge drenge er i bedring. De får drænet væske fra rygmarven hver 12. uge, og der bliver holdt godt øje med, om kræften kommer igen – indtil videre er den slået ned, mener lægerne, der også fortæller moderen, at drengene har en overlevelseschance på hele 70 procent, fordi de kun er seks år gamle.
Logan er helt færdig med kemoterapi, mens Reagan afslutter den i næste måned, så forhåbentligt har de begge slået sygdommen 1-0 endeligt.