Artiklen indeholder affiliate links
Hvis du ikke får behandlet klamydia, kan du risikere en række alvorlige følgesygdomme - blandt andet kan kvinder risikere at miste evnen til at blive gravide.
Klamydia symptomer
Klamydia smitter fra person til person gennem forskellige former for samleje og seksuel kontakt. Hos kvinder sætter klamydiabakterien sig i livmoderhalsen i toppen af skeden, men kan også findes i urinrøret.
Hos mænd sætter bakterien sig i urinrøret, men både kvinder og mænd risikerer, at klamydia spreder sig videre i underlivet og kan give betændelse i æggeleder hos kvinder og i testiklerne hos mænd. Derfor skal du søge læge, hvis du har en formodning om at have klamydia eller hvis en nuværende eller tidligere sexpartner informerer dig om at have klamydia. Ligeledes bør du informere dine seneste sexpartnere, såfremt du selv har klamydia.
I Danmark er der årligt cirka 25.000 tilfælde af klamydia, som bliver registreret hos lægen. Men det reelle tal er med sikkerhed højere, da ikke alle får det tjekket og bliver helbredt. En god måde at undgå at få klamydia under samleje, er ved at bruge kondom.
Her følger tre symptomer på klamydia, du bør holde øje med som mand og fire symptomer på klamydia, hvis du er kvinde. Symptomerne behøver ikke i sig selv at betyde, at du har klamydia, men kan bruges som eventuelle indikatorer eller du kan prøve en hjemmetest her eller her.
Symptomer på klamydia hos mænd
Smerter i testiklerne
Der kan være mange grunde til, at du har smerter i testiklerne eller en hævet pung. De fleste er fredelige. Det kan også skyldes testikelbetændelse. Men det kan altså også være tegn på klamydia. Det er en ubehagelig følelse at have smerter i testiklerne, og smerterne kan opstå ved at betændelse fra klamydia går gennem urinrøret og skaber en infektion i testiklerne.
Klamydia hos mænd
Smerter ved vandladning
Hvis du har klamydia, kan du risikere både at opleve at bære på en til tider brændende fornemmelse i urinrøret og have smerter ved vandladning. Det kan være en stikkende fornemmelse, en slags riv gennem penis, når du tisser, og det kan være ret ubehageligt. Klamydia giver en betændelse i dit urinrør, som skaber denne smerte.
Udflåd fra penis
Udflåd fra penis viser sig ved at en klar væske kommer fra penis, som ikke lugter, men kan komme flere gange i løbet af dagen. Det kaldes også for puds eller slim. Hvis udflåd er meget gulligt eller blodigt, kan det være symptom på andre sygdomme, og du bør kontakte din læge uanset. Det er mere normalt for kvinder end for mænd at opleve udflåd. Men hos både mænd og kvinder behøver det ikke at betyde, at man har klamydia.
Symptomer på klamydia hos kvinder
Smerter ved vandladning
Ligesom tilfældet er for mænd, kan kvinder også opleve en brændende fornemmelse i urinrøret og smerter ved vandladning. Smerter ved vandladning kan også være symptom på andre sygdomme i underlivet, men er en velkendt følgesvend, såfremt der er tale om klamydia.
Udflåd
Udflåd kaldes også for skedesekret. Det er helt normalt, at kvinder oplever udflåd fra skeden i ny og næ. Det normale udflåd er slimet, mælkehvidt eller klart. Når det almindelige udflåd kommer i kontakt med luftens ilt, bliver det farvet gulligt. Men hvis udflåd er mere hyppigt forekommende end normalt, kan det være et symptom på klamydia.
Klamydia hos kvinder
Underlivssmerter
Kvinder kan opleve at have mave- eller bækkensmerter og generelle smerter i underlivet som symptomer på klamydia. Det kan føles som en stikkende fornemmelse, et tryk eller et pres i bestemte områder i underlivet. Smerter i underlivet betyder ofte, at du skal søge læge. Det kan være urinvejsinfektion, betændelse i udposning på tyktarmen, graviditet uden for livmoderen, muskelknuder, nyresten. Eller som sagt klamydia. Hvis du har kroniske underlivssmerter, skyldes det typisk muskelspændinger i underlivet, forstoppelse eller langvarige infektioner.
Kraftige blødninger
Der kan være tale om blødninger eller smerter under samleje, hvis du har klamydia. Men kraftige blødninger under menstruation kan også være et symptom på, at du har klamydia. Ligeledes kan du opleve at have uregelmæssige blødninger. Såkaldt intervalblødninger. En regelmæssig menstruationscyklus varer 4-7 dage, og hvis dine blødninger opstår i et andet omfang end normalt, når du har menstruation, kan det være et symptom på klamydia.