Bekymrede forskere: Glem rygning - snart vil flere få kræft af overvægt

Nils Würtzenfeld

325 uger siden

|

26/09/2018
Sundhed
Foto: FIONA HANSON/Scanpix
Foto: FIONA HANSON/Scanpix
Overvægt er på vej til at overgå rygning som den primære livsstilsårsag til kræft hos kvinder, lyder det fra en række kræftforskere.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det har i mange år været alment kendt, at rygning er den faktor, som er skyld i flest tilfælde af kræft.

Inden for det næste kvarte århundrede kan cigaretterne dog blive vippet af pinden som den største livsstilsbaserede årsag til den frygtede sygdom blandt kvinder. Sådan lyder det meldingen hos britiske Cancer Research UK. Det skriver Metro.

De engelske kræft-forskere peger nemlig på, at overvægt hos kvinder om 25 år har overhalet rygning som den primære årsag til cancer - en dyster melding, som netop er konklusionen på en ny rapport fra Cancer Research UK.

Tallene i den nye rapport bygger på det stigende antal overvægtige briter, der samtidig fører til flere og flere tilfælde af overvægtsrelateret kræft hos kvinder.

Ifølge forskerne vil antallet af kvinder, der får kræft som resultat af overvægt, i 2035 ramme 23.000 - nogenlunde det samme antal, som til den tid spås at få kræft på grund af rygning.

Kigger vi endnu længere frem, vil overvægt i 2043 have overhalet rygning og vil - blandt kvinder - være den primære udefrakommende årsag til kræft.

Også mænd får i stigende grad kræft på grund af overvægt, men ifølge den nye rapport sker udviklingen langsommere end hos kvinder, og derfor vil der gå flere år, før overvægt blandt mænd, er ligeså farligt som rygning - set med cancer-briller.

I kølvandet på den de skræmmende tal har Cancer Research UK søsat en britisk kampagne, som skal skabe øget fokus på, at også overvægt kan resultere i kræft.

I England er det nemlig kun en ud af syv personer, der er klar over, at overvægt kan føre til kræft, og det har fået Cancer Research UK til at forsøge at få bandlyst tv-reklamer for junk food, der vises før klokken ni om aftenen. Samtidig ønsker man restriktioner på tilbudskampagner i forbindelse med mindre sund mad og drikke.

- Faldet i antallet af rygere er en sejr. Den viser, at årtiers anstrengelser for at skabe fokus på sundhedsrisikoen - samt politisk indblanding - har haft en virkning, lyder det fra professor Linda Bauld, der er forebyggelsesekspert hos Cancer Research UK.

- Men bedst som der stadig er noget at gøre for at støtte folk til at kvitte smøgerne, så er der også behov for, at vi handler nu for at bremse vægtrelateret kræft og sikre, at denne stigning ikke bliver ved, lyder det fra Linda Bauld.