Alle står i kø for at tage afstand fra Rusland i disse dage.
Man forsøger så vidt muligt at lægge afstand til Putins regime på alle mulige måder, sådan at Rusland lukkes om sig selv.
Den tyske fodboldklub FC Schalke 04 har i flere år haft det russiske gasselskab Gazprom som hovedsponsor.
Helt præcist siden 2007.
Men nu har traditionsklubben, der til dagligt hører hjemme i Gelsenkirchen ved Ruhr-distriktet i Tyskland opsagt samarbejdet med Gazprom.
Det sker netop som følge af Ruslands invasion af Ukraine.
Det har direktionen besluttet mandag med bestyrelsens velsignelse, oplyser man på Twitter.
Schalke spiller lige nu i den næstbedste række 2. Bundesliga, efter for første gang at være rykket ned fra Bundesligaen i sidste sæson.
Klubbens økonomi er dermed blevet svækket, da indtægterne er lavere i 2. Bundesliga.
Det har altså ikke forhindret klubben i at opsige sponsoraftalen, som nu skal på udkig efter ikke bare en ny hovedsponsor, men også trøjesponsor.
I Danmark er Gazprom heller ikke noget uvant navn.
Energiselskabet Ørsted har nemlig en aftale om at købe gas af Gazprom frem til 2030. En aftale, som angiveligt er meget svær at komme ud af.
Dog har Liberal Alliance i dag, mandag været ude at sige, at Mette Frederiksen bør gå ind i sagen og "rive kontrakten over".