Det bekræfter UAE Team Emirates.
Satser på brosten
Tadej Pogacar stiller til start i Paris-Roubaix den 13. april. Det bekræfter UAE Team Emirates, som samtidig justerer slovenerens forårsprogram markant.
Pogacar skulle oprindeligt have deltaget i både E3 Saxo Classic og Gent-Wevelgem, men de planer er nu skrottet.
I stedet vil stjernerytteren bruge tiden på at ramme topformen frem mod Flandern Rundt og det ikoniske Paris-Roubaix.
Beslutningen kommer efter flere ugers spekulationer, der for alvor tog fart i februar, da Pogacar delte en kryptisk video fra en træningstur på Paris-Roubaix-ruten med ordene: "Gæt stedet."
På videoen kunne man se ham køre over de karakteristiske brostensstykker, flankeret af holdkammeraten Tim Wellens og sportsdirektør Fabio Baldato.
Det var en tydelig indikation af, at noget var under opsejling.
Jagter monumenter
Med sin deltagelse i Paris-Roubaix sætter Pogacar kurs mod at køre alle fem monumenter i løbet af sæsonen.
Han blev nummer tre i Milano-Sanremo i weekendent og vandt Flandern Rundt i 2023.
Nu tilføjes det berygtede brostensløb til kalenderen.
En udfordring, som kun få Tour de France-vindere har kastet sig ud i.
Faktisk er det første gang siden Greg LeMond i 1991, at en forsvarende Tour-vinder stiller til start i Paris-Roubaix.
Her venter stærke rivaler som Mathieu van der Poel og danske Mads Pedersen, og løbet tegner til at blive en regulær magtdemonstration blandt cykelsportens største navne.