Topchef: EU-forbud mod benzin- og dieselbiler er "ikke realistisk"

Mathias Madsen

10 uger siden

|

15/10/2024
BMW's topchef mener ikke, at et fremtidigt forbud mod salg af benzin- og dieselbiler i EU er en god ide.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Klimaet er på dagsordenen de fleste steder i den vestlige verden, og blandt andet EU kæmper også for en grønnere verden og et grønnere Europa i fremtiden.

Derfor har unionen blandt andet en vision om, at det skal være forbudt at sælge benzin- og dieselbiler i EU i 2035, men den ide er "ikke realistisk," lyder det ifølge B.T. fra BMW's øverste chef Oliver Zipse.

Zipse mener ikke, at et forbud om ca. 10 år er "realistisk," og han opfordrer derfor til, at man udskyder planerne om at lave et decideret forbud.

Topchefen understreger, at Europas infrastruktur og lademuligheder langt fra er klar til, at europæerne udelukkende kører på el, ligesom han påpeger, at der ikke findes ét land i EU, hvor flertallet af bilister kører i elbiler.

Derfor er 10 år en alt for kort tidshorisont, lyder det fra topchefen, som desuden frygter, at et forbud vil "true Europas bilindustri," da benzin- og dieselbiler efter 2035 fortsat vil kunne købes i andre lande såsom Kina og USA, der producerer millioner af biler hvert år.

Han mener, at politikerne bør tænke mere på at skabe en ramme, som kan skabe fremskridt og velstand i Europa end at tænke på at få udfaset benzin- og dieselbiler.

Vi mangler ladestandere

I Danmark udgjorde el- og plugin-hybrid-biler i 2023 ifølge Danmarks Statistik hele 36 procent af nye solgte biler, men der er stadig lang vej til, at elbiler er mere udbredt end benzin- og dieselbiler.

Kun 11,4 procent af de danske personbiler var nemlig i 2023 el- eller plugin-hybrid-biler, og for lastbiler er tallet endnu lavere.

Dertil skal lægges, at Danmark er ét af de lande i Europa, hvor flest kører i elbiler, og hvor antallet af ladestandere er størst, hvilket vil sige, at procentdelen af elbiler i hele EU er væsentlig lavere.

Muligheden for at lade sin elbil op er desuden mindre i mange andre EU-lande, og ifølge Zipse er det netop én af grundene til, at det ikke længere er "realistisk" at udfase benzin- og dieselbiler i EU allerede i 2035.

Han foreslår, at regeringerne i EU-lande i stedet for at give kortsigtede tilskud til elbilsejere begynder at hjælpe med at udbygge nettet af ladestandere i EU, som ifølge ham er nødt til at være langt stærkere, før det giver mening at forbyde benzin- og dieselbiler.

BMW's topchef afviser altså ikke en fremtid, hvor elbiler er den primære bilform i EU, men han stiller sig nu kritisk overfor, om det kan lade sig gøre inden 2035.