Benny Engelbrecht har besluttet at trække sig som transportminister. Det har han gjort, da et flertal i Folketinget har udtrykt, at de ikke længere har tillid til ham.
Det er Engelbrecht selv, der har valgt at trække sig. Det oplyser han via en meddelelse, der er udsendt af Transportministeriet.
"Jeg har gjort mit bedste for at belyse den her sag," lyder det ifølge Ekstra Bladet fra Benny Engelbrecht i en skriftlig udtalelse.
"Jeg har også beklaget forløbet, og jeg er selvfølgelig både ked af og ærgerlig over, at Enhedslisten har valgt at sige, at de ikke har tillid til mig – og på den baggrund har jeg valgt at trække mig som minister," fortsætter han.
Til sidst skriver han, at han har forsøgt at behandle alle så godt som muligt, ligesom han slår fast, at han er stolt af de resultater, som han har været med til at nå i Transportministeriet.
Også på Twitter har han meldt ud, at han har besluttet sig for at trække sig som transportminister.
"Jeg har her til aften meddelt Statsministeren at jeg ønsker at træde tilbage som Transportminister. Tak for det gode samarbejde til alle Folketingets partier," skriver han på det sociale medie, og fortsætter:
"Jeg har gennem hele min ministertid bestræbt mig på at behandle alle så godt som muligt. og vise respekt og ydmyghed for embedet. Jeg er stolt af de resultater, vi har nået. Ikke mindst den meget brede aftale om infrastruktur, som reelt udgør en plan for, hvordan vi elektrificerer hele transportsektoren."
Det er Nye Borgerlige der torsdag aften har skulle afgøre, hvorvidt Benny Engelbrecht skulle væltes som transportminister. Ud på aftenen har de nemlig de afgørende mandat, og har via deres pressechef meldt ud, at de ikke havde tillid til ham.
Det var nok til at skabe et flertal i Folketinget for at vælte ham, da de øvrige partier - med undtagelse af Liberal Alliance - samt Enhedslisten også havde gjort det klart, at de ikke længere havde tillid til Benny Engelbrecht.