Mens de fleste forældre sandsynligvis foretrækker, at deres teenagebørn tjener deres egne lommepenge gennem et fritidsjob, så forholder det sig noget anderledes for forældre i lavindkomstfamilier.
For mens jobbet hos bageren eller bag kassen i supermarkedet giver de unge penge på kontoen, så koster det samtidig forældrene i boligstøtte.
Nu vil et politiske flertal i Folketinget dog ændre den regel i boligstøtteloven, der afgør, at forældrenes boligstøtte skal modregnes deres børns fritidsindkomst, hvis børnene er under 18 år. Det skriver Avisen.dk.
Meldingen kommer fra Socialdemokratiets ordfører for erhvervsuddannelser, Mattias Tesfaye, der igennem længere tid har været tilhænger af en ændring af boligstøttereglen.
Og ifølge Tesfaye står et politisk flertal nu klar til at afskaffe reglen.
- Jeg håber, at det vil betyde, at flere unge fra de her familier vil få et fritidsjob, fordi de vil opleve at få en større gulerod ud af det, lyder det fra Mattias Tesfaye, der glæder sig ved udsigten til, at flere unge nu kan få deres egne lommepenge, uden det går udover deres familier.
- Mange af de unge, der vokser op i lavindkomstfamilier, har ikke oplevelsen af, at deres mor har et arbejde. Det er derfor særligt vigtigt, at nogle af de børn får glæden af at tjene deres egne penge, forklarer han.
Ifølge beregninger vil det koste det offentlige 10-12 millioner kroner at ændre boligstøttereglen. De penge skal findes i forbindelse med en større ændring af uddannelsestilbud til svage unge, som præsenteres i dag.
- For det store statsbudget er det peanuts. Men for de enkelte familier er det ret væsentlige penge, mener Mattias Tesfaye.
Sidste år blev mere end 2.000 husstande modregnet boligstøtten, fordi deres børn under 18 år tjente for mange penge på deres fritidsjob.
Ifølge den seneste opgørelse fra december er cirka 2.300 familier ramt af reglen om, at de unges fritidsindkomst tæller med i beregningen af boligstøtte. Det træder i kraft, hvis børnene tjener over 1.800 kroner om måneden.
Læs også: Børns fritidsjob koster fattige familier boligstøtten