Nye Borgerlige fejler, når de vil bekæmpe had med had

Jakob A. Overgaard

264 uger siden

|

26/10/2019
Opinion
Pressefoto.
Pressefoto.
I denne uge behandlede vi i Folketinget regeringens forslag om at fratage fremmedkrigere deres statsborgerskab uden domfældelse. I den forbindelse havde jeg en interessant udveksling med Mette Thiesen fra Nye Borgerlige. Mette gjorde en dyd ud af at understrege, at fremmedkrigere ikke er mennesker – de er ”afskum”. En benævnelse hun insisterede på at gentage igennem hele debatten.

Dagens topnyheder

Af Sikandar Siddique, ordfører for retsstat og humanisme for Alternativet

Og her må jeg simpelthen råbe vagt i gevær! For når Mette Thiesen benytter sig af sådan et sprogbrug, så bruger hun præcis den retorik, som vi hører fra de radikaliserede mennesker, hun – og alle vi andre - så inderligt tager afstand fra. 

Med had skaber du had. Og når du taler om ”afskum” – ja, så risikerer du at skabe flere vrede, yderligtgående mennesker, der vender samfundet ryggen. 

Som Grundtvig sagde: ”Sproget skaber, hvad det nævner.”

I mine øjne er det indlysende sandt. Så lad os tale om sproget! Engang talte vi ofte og højlydt om ”tonen i debatten” – i dag registrerer vi det næsten ikke, når politikere bevæger sig længere ned af den retoriske dødsspiral, der er kendetegnende for særligt udlændingedebatten. Og det er et gigantisk problem.

Når vi taler om ”ghettoer”, skaber vi ghettoer. For vi begrænser beboernes – og i særdeleshed børnenes mulighedsrum og evne til at forestille sig, at de kan være andet og mere end ”ghettobørn”. 

Taler vi om parallelsamfund, skaber vi parallelsamfund. Det bliver en smertelig selvopfyldende profeti. Får du at vide nok gange, at du ikke vil Danmark, ja, så er der en stor risiko for, at det ender med at være sandt. Bliver du holdt uden for fællesskabet, ender du med at skabe dit eget. For uanset hvor negativt et fundament dit alternative fællesskab er bygget på, er det mere tiltrækkende end at være alene. Ensomhed og stigmatisering er værre end kriminalitet for den unge knægt, der føler sig sat i skammekrogen af et samfund, der ikke forventer sig noget godt af ham. 

I Folketinget skal og må vi holde os for gode til at bruge et polariserende og dehumaniserende sprog. Vi skal sætte en helt anden og mere værdig standard for debat og udveksling af synspunkter. En standard, hvor vi ikke kalder mennesker for ”afskum”, og hvor vi ikke forfalder til terminologier, man ellers bedst kender fra præsident Trumps natlige Twitter-udgydelser. Det er virkelig ikke et eksempel til efterfølgelse. 

Det er til gengæld dette citat fra Michelle Obama: “When they go low we go high.”