Med Caroline Wozniackis sejr i tre sæt over Karolina Pliskova, får mexicanske tennisfans en ønskesemifinale mellem danskeren og Ana Ivanovic i WTA-turneringen i Monterrey.
Ivanovic er andenseedet i turneringen, og en enkelt plads foran danskeren på verdensranglisten. Serberen vandt med 6-1, 0-6 og 6-2 over Magdalena Rybarikova i sin kvartfinale.
- Det er aldrig let at spille mod Ana. Jeg må bare prøve at gå ud og nyde det så meget, jeg kan, siger Caroline Wozniacki til WTA's hjemmeside.
- At være i semifinalen er i hvert fald en god begyndelse for mig. Der er stadig et par kampe tilbage, og jeg ville elske at vinde, men jeg må bare fokusere på et skridt ad gangen, fortsætter hun.
Caroline Wozniacki tabte første sæt til Pliskova efter tiebreak, men vandt de to næste sæt med 6-3 og 6-3.
- Hendes serv var svær at håndtere. Hun servede godt og spillede meget aggressivt, og det er svært på de her hurtige baner. Men jeg er glad for at være videre. Jeg er især glad for mit spil i tredje sæt, siger danskeren.
Semifinalemodstanderen Ana Ivanovic har lige som Wozniacki prøvet at være nummer et på verdensranglisten, og serberen fører deres indbyrdes opgør med 3-2. På de hårde underlag har de imidlertid vundet to gange hver mod hinanden.
Semifinalen bliver spillet natten til søndag, dansk tid.
I den anden semifinale mødes alder og ungdom, kampen står nemlig mellem de to useedede, den 43-årige japaner Kimiko Date-Krumm og den 20-årige serber Jovana Jaksic.
/ritzau/