Caroline Wozniacki fik en fin lodtrækning til årets Wimbledon, hvor hun i første runde skal op mod den 21-årige kineser Zheng Saisai, der er nummer 65 på verdensranglisten.
Saisai har leveret sine bedste resultater i double, og hun har ingen WTA-titler på sit cv i single.
I anden runde skal Wozniacki, såfremt hun vinder over Saisai, møde vinderen af det rent tjekkiske opgør mellem Katerina Siniakova og Denisa Allertova.
Samtidig sendte lodtrækningen den femteseedede dansker i modsatte halvdel af favoritten Serena Williams og den tidligere russiske vinder Maria Sharapova.
Til gengæld er danskeren i halvdel med den forsvarende mester Petra Kvitova og rumæneren Simona Halep.
Skulle danskeren nå til kvartfinalen, kan hun for første gang møde en højere seedet spiller, da hun her kan støde ind i tredjeseedede Simona Halep.
Et andet spændende aspekt af lodtrækning var, at Serena Williams og storesøster Venus Williams kan ramle ind i hinanden allerede i fjerde runde - søstrene står noteret for fem Wimbledon-titler hver.
/ritzau/