Prins William og hans kone Kate afsluttede lørdag en rejse til Indien og Bhutan med at besøge Taj Mahal, som fik en særlig betydning for den britiske kongefamilie, da prinsesse Diana i 1992 blev fotograferet alene ved det tragiske kærlighedsmonument.
Fotografiet af den afdøde prisesse Diana foran det arkitektoniske mesterværk udløste dengang mange spekulationer i medierne om kongehuset, og det blev senere et symbol på det fejlslagne ægteskab mellem prins Williams forældre.
William og Kate sad side om side på den samme bænk, hvor prinsens afdøde mor blev fotograferet alene i 1992.
En talsmand for prins William siger, at Indiens mest berømte seværdighed har en særlig betydning for det unge royale par, og prinsen siger, at han er "usandsynlig heldig", fordi han fik mulighed for at besøge et sted, hvor mindet om hans mor bliver holdt så meget i live.
Taj Mahal besøget kommer efter en hektisk rundrejse i regionen, hvor hertugen og hertuginden af Cambridge har givet mad til baby-næsehorn i det nordøstlige Assam, og hvor parret har været på trekking til et bjergkloster i Bhutan - et sted, som prins Charles tidligere har besøgt.
Dronning Elizabeth II besøgte Taj Mahal i Agra i 1961.
Det er første gang, at prins William og Kate besøger Indien, som i næsten 200 år var en britisk koloni. I New Delhi har parret spist frokost med premierminister Narenda Modi.
Taj Mahal blev opført i marmor med indlagte ædelsten i årene 1631-1648 af stormogul Shah Jahan til minde om hans yndlingshustru, Mumtaz Mahal.
Prins William og Kate vender søndag hjem til England, som fejrer dronning Elizabeths 90-års fødselsdag den 21. april.
/ritzau/AFP