Den afgående håndboldlandstræner Ulrik Wilbek og hans spillere ligger lidt, som de har redt.
De har selv meldt ud, at de går efter guldet ved EM på hjemmebane, og alt andet ville også lyde lidt fesent som forsvarende europamestre fra 2012 og finalister ved VM i både 2011 og 2013.
Kun OL-skuffelsen i London 2012 med exit i kvartfinalen har plettet en ellers flot dansk række af finalepladser.
Desuden har danskerne under den igangværende EM-slutrunde fordel af hjemmebane i Boxen i Herning, hvor 14.000 tilskuere indtil videre har hjulpet holdet til fem sikre sejre og en tidlig sikring af semifinalebilletten.
Folkepresset er stort. Men også positivt, mener Wilbek, selv om presset er lidt større end normalt.
- Ja, det er lidt større, og det havde da også været forfærdeligt med to gange 14.000 tilskuere (der er udsolgt til semifinalerne fredag og finale samt bronzekamp søndag, red.), som nok heller ikke alle var kommet, hvis ikke vi var med, siger Wilbek.
- Men vi har altid det pres. Og presset er også positivt, når man kommer ind og ser de 14.000, der står og jubler, for så er presset på de andre, siger han.
Mange af de danske spillere har stor rutine fra deres klubhold og fra landsholdet. Alligevel har det for nogle været et ekstra stort pres at skulle levere foran hjemmepublikummet.
- Nogle af dem har været lidt presset i perioder, men så tager vi en snak om det og får vendt det til noget konstruktivt, siger landstræneren.
Og helt generelt mener han, spillerne har tacklet presset fra det forvænte danske håndboldpublikum rigtig fint.
- I et land, hvor alt andet end en semifinaleplads i herrehåndbold er en national katastrofe, så er det dejligt at være der allerede nu.
- Det pres har vi indtil nu håndteret fint. Spillerne har været klar til hver kamp på det niveau, som har været nødvendigt, siger han.
Og selv om tankerne lige nu flyver mod fredagens semifinale, skal Wilbek og spillerne i aktion allerede onsdag aften igen mod Island i en kamp, som de gerne vil vinde, men hvor resultatet er uden betydning for danskerne.
/ritzau/