Wilbek: Danmark er i toppen 10 år frem

admin

|

27/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ulrik Wilbek har tænkt, talt og råbt sin sidste finale som herrelandstræner og afleverer et tophold. Ifølge ham vil Danmark slås med om medaljer mange år frem.

- Jeg afleverer et hold, der er klar til at være en del af top-fire de næste 10 år, siger han.

Wilbek begyndte som herrelandstræner i 2005, vandt EM-bronze med holdet i 2006 og sluttede med EM-sølv i Boxen søndag aften.

- Jeg ville gerne være sluttet med sejr og en guldmedalje, men vi har vundet to EM-titler, tre sølvmedaljer og to bronzemedaljer med holdet, som Wilbek sammenfatter årene i spidsen for landsholdet.

- Det har været en fantastisk rejse. Jeg kom til et hold, der ikke havde vundet noget længe. Nu er holdet klar til at blive overtaget af en dygtig træner i Gudmundur Gudmundsson, som skal lede holdet de kommende år, siger Wilbek.

Islændingen overtager holdet senere i år, mens Wilbek fortsætter som sportschef i håndboldforbundet og således vil være Gudmundssons chef, når der om et år spilles VM i Qatar.

- Det kunne være fantastisk, hvis holdet kan vinde VM-guld, som vi aldrig har vundet, drømmer Ulrik Wilbek.

Selv var den afgående træner både skuffet og afklaret efter søndagens afklapsning i EM-finalen. Danmark tabte med ni mål, fordi Frankrig var klart bedst.

Wilbek mener, det er unfair at sammenligne søndagens kollaps med det, der skete i sidste års VM-finale, hvor Danmark tabte 19-35 i VM-finalen til Spanien.

- Det er ikke fair at sammenligne. Denne gang spillede vi kampen færdig i stedet for at holde op med at spille.

- Og vi var velforberedte. Alle mand var klar, og jeg kan ikke sætte en finger på noget som helst, siger Wilbek.

- Vores forsvar fungerede bare ikke, og Frankrig viste sig som verdens bedste hold.

/ritzau/