Wenger: Overreaktion at aflyse kamp efter bombetrussel

admin

9 år siden

|

19/11/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tirsdagens fodboldlandskamp mellem Tyskland og Holland blev aflyst halvanden time før kampstart på grund af en bombetrussel.

De tyske myndigheder tømte stadion i Hannover, da en islamisk gruppe truede med at sprænge en bombe. Der blev ikke taget nogen chancer efter fredagens blodige angreb i Paris, hvor 129 personer mistede livet.

Nu blander Arsenals manager, Arsené Wenger, sig i tyskernes beslutning, som han kalder en "overreaktion", som dog var forståelig.

Wenger har større forståelse for, at Belgien-Spanien samme aften blev aflyst. Det skyldtes, at det efter angrebene i Paris kom frem, at myndighederne jagtede belgiske statsborgere i Bruxelles, hvor kampen skulle afvikles.

- Faren i den salgs situationer er, at man overreagerer en smule, siger Wenger ifølge mirror.co.uk.

- Det var, hvad der skete i Tyskland, tror jeg, men jeg er mere usikker på Belgien-Spanien, fordi terrorristerne kom fra Belgien. Jeg tror bare, at de var forsigtige.

- Tyskerne overreagerede en smule, men det kan man godt forstå, siger den franske Arsenal-manager.

Arsène Wenger befandt sig tæt på fredagens blodige begivenheder i Paris, hvor man uden for Stade France, hvor det franske fodboldlandshold mødte England, kunne høre flere eksplosioner.

- Man stiller lidt flere spørgsmål til sikkerheden, da det (angrebene, red.) ikke lader til at være overstået - især i Frankrig.

- En måde at komme videre på er at fortsætte livet og reagere på en positiv måde, for vi kan ikke stoppe det hele. Vi skal fortsætte vores liv og fokusere på noget andet, mener Wenger.

Manageren har desuden noteret sig, at hans forsvarsspiller Laurent Koscielny er påvirket af angrebene i Paris.

Franske Koscielny var på banen i landskampen mod Tyskland, og fire dage senere var han også i aktion, da det franske landshold mødte England på Wembley.

- Man kunne se, at han ikke var sig selv tirsdag aften.

- Han var dybt berørt, og jeg kunne ikke genkende den spiller, jeg så om fredagen, i forhold til den spiller, jeg så om tirsdagen, siger Wenger.

- Jeg skal tale med ham. Vi har en stor kamp på lørdag (mod West Bromwich, red.), og jeg skal høre, om han er kommet sig og er fokuseret.

- Man skal være i stand til at stole på en spiller. I Premier League kan man ikke klare sig, hvis man kun har fokus på 80 procent. Man skal være fuldstændig dedikeret, siger Wenger.

ritzau/

/ritzau/