VW-aktier i ny nedtur efter beskyldninger om mere snyd

admin

9 år siden

|

03/11/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Aktierne i den skandaleombruste tyske autogigant Volkswagen falder fem procent på børsen i Frankfurt fra morgenstunden. Det sker efter, at de amerikanske myndigheder har meldt ud, at der også er snydt med større dieselmotorers udslip, skriver AFP.

Folkevognsaktierne falder 5,1 procent til 107 euro.

Mandag lød det fra det amerikanske miljøagentur, EPA, at VW-biler med større dieselmotorer også har overtrådt USA's regler for forurening. Det betyder, at skandalen om snyd med dieselmotorer kan udvides yderligere.

Snydeindretningerne er ifølge miljøagenturet indbygget i de større 3.0-dieselmotorer, der ligger i VW-koncernens køretøjer fra årgang 2014 til 2016, men de amerikanske påstande afvises blankt af VW.

- Volkswagen dementerer, at der er installeret snydesoftware i de nye biler, herunder i de nye 3.0 dieselmotorer på det amerikanske marked og det europæiske marked, siger Volkswagens danske pressechef, Søs Righolt, om sagen.

- Vi samarbejder naturligvis fortsat med myndighederne om sagen, tilføjer hun.

Skandalen begyndte at rulle, da Volkswagen i september erkendte, at bilproducenten havde indrettet millioner af dieselbilers software på en måde, så bilerne under test fremstod som mere miljøvenlige, end de er under almindelig kørsel på vejene.

/ritzau/AFP