Den danske filminstruktør Lars von Triers næste projekt bliver at instruere en engelsksproget tv-serie, hvor flere internationale skuespillere skal medvirke.
Tv-serien får titlen 'The House That Jack Built'.
Det oplyste Zentropas producer Louise Vesth på filmfestivalen i Venedig under en pressekonference for filmen Nymphomaniac Volume 2 - Directors Cut. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Von Trier forventes at starte med at skrive manuskriptet dette efterår, mens plottet og skuespillerne endnu mangler at blive offentliggjort.
Den internationalt anerkendte instruktør stod bag tv-serien Riget, der blev kendt for dens originale stil med håndholdte kameraer.
Riget blev en succes og førte senere til skabelsen af det kendte dogmemanifest, som har vakt opsigt i filmverdenen.
- The House That Jack Built bliver en tv-serie uden fortilfælde. En tv-serie som du aldrig har set den før og aldrig kommer til igen. Så kære verden, vent i spænding, siger Peter Aalbæk Jensen, der bliver producer.
Von Trier begynder at arbejde på manuskriptet til tv-serien i efteråret med forventet start af optagelser i 2016.
Serien bliver skabt i samarbejde med Danmarks Radio og producer Piv Bernth.
Lars von Trier har blandt andet vundet Guldpalmen ved filmfestivalen i franske Cannes.
Hans film Nymphomaniac handler om nymfomanen Joe spillet af Charlotte Gainsbourg, der fortæller sin ekstraordinære livshistorie til den ældre og charmerende ungkarl Seligman spillet af Stellan Skarsgård.
I filmen følger man Joe, fra hun er teenager, til hun er omkring 50 år, og hendes historie er fortalt gennem hendes seksualitet
/ritzau/