Colombianske James Rodríguez har været en af VM-slutrundens hedeste emner.
Der er flere klubber, som vil have fat i den 23-årige offensive midtbanespiller, der efter VM-finalens slutfløjt bibeholdte sin position på topscorerlisten og derfor har æren af at være den mest scorende spiller ved VM i Brasilien.
Kunne Rodríguez selv vælge, hvilken fodboldklub han skal spille for i fremtiden, er sagen klar.
- Jeg ville tage imod enhver chance for at spille for Real Madrid, siger Rodríguez til den spanske avis Marca.
- Det er mit livs største drøm, og hvis det sker, ville det være en stor glæde, siger han.
Rodríguez spiller til daglig i Monaco, som for kun et år siden betalte den portugisiske klub FC Porto 45 millioner euro for den målfarlige colombianer.
Ifølge den spanske avis Marca kan Rodríguez godt begynde at glæde sig, for Real Madrids præsident, Florentino Perez, er allerede i forhandlinger med Monaco. Prisen lyder på 85 millioner euro, skriver avisen.
Colombia var en af overraskelserne i årets slutrunde. Sydamerikanerne spillede sig hele vejen til kvartfinalen, hvor de tabte til værterne fra Brasilien.
Rodríguez scorede alligevel seks mål i slutrunden, og hverken de hollandske, argentinske eller tyske spillere kunne overgå dette på trods af to ekstra kampe.
Tysklands Thomas Müller fik andenpladsen med fem mål, mens Brasiliens Neymar, Robin van Persie fra Holland og Argentinas Lionel Messi deler tredjepladsen med hver fire mål.
Colombias træner, Jose Pekerman, har også kun rosende ord tilovers for sin målfarlige spiller.
- James Rodríguez har gjort et fantastisk stykke arbejde ved dette VM. Han er en exceptionel spiller, der har et kæmpe talent og store ambitioner, siger Pekerman.
/ritzau/AFP