Danmarks bedste herresinglespiller, Jan Ø. Jørgensen, har ligesom flere af de andre danske badmintonspillere, som var med ved VM i Indonesien i august, døjet med sygdom efter hjemkomsten.
Og den maveinfektion, han og flere andre ragede til sig i Jakarta, tvinger ham nu til at melde afbud til Japan Open.
- Jeg har slet ikke kunnet træne ordentligt, jeg har tabt mig, og jeg har ikke nogen energi, skriver Jan Ø. Jørgensen på Facebook.
- Jeg har endnu ikke fået det bedre, og jeg er rigtig ked af at misse en af mine favoritturneringer på Touren - Japan Open.
Turneringen i Japan er den første Super Series-turnering siden VM, mens der ugen efter venter endnu en stor Super Series-turnering i Korea. Den er Jan Ø. Jørgensen også meget tvivlsom til.
- Jeg har fået foretaget en masse test, men vi ved stadig ikke, hvad der er galt. Det er frustrerende, at det har stået på i mere end to uger, skriver den danske badmintonstjerne på sin Facebook-profil.
- Jeg vil gøre mit bedste for at komme mig hurtigt, men tiden arbejder imod mig, da næste turnering (den i Korea, red.) er om to uger.
Ud over Jan Ø. Jørgensen har også herresinglen Hans-Kristian Vittinghus samt doublespillerne Joachim Fischer, Carsten Mogensen og Mathias Boe været ramt af lignende maveinfektioner efter VM.
Sidstnævnte har endda været sendt i isolation på Rigshospitalet, men endnu har lægerne ikke kunnet finde ud af, hvad hverken Boe eller de øvrige spillere fejler.
/ritzau/