VM-sponsorer kræver Qatar-anklager undersøgt

admin

10 år siden

|

08/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der er mere ballade om korruption og bestikkelse i fodboldens verden. Nu vil flere af de store VM-sponsorer have klarhed over, hvad der er foregået. Det sker lige inden VM i Brasilien, som begynder på torsdag.

Sony er den første VM-sponsor, som nu kræver en grundig efterforskning af påstandene om, at Qatar købte sig til VM-værtsskabet i 2022 ved at bestikke fodboldbosser i det internationale fodboldforbund, Fifa.

For en uge siden lagde Sunday Times dokumenter frem, som ifølge avisen viser, at der blev brugt i omegnen af 27 millioner kroner på bestikkelse, så Qatar fik lov at arrangere VM om otte år.

Indtil nu har Fifas sponsorer undladt at kommentere påstandene, men søndag brød Sony stilheden. Sony er en af Fifas seks hovedsponsorer.

- Vi forventer som Fifas samarbejdspartner, at disse anklager bliver undersøgt grundigt. Vi forventer også, at Fifa følger sine principper om integritet, etik og fair play på alle niveauer i sin organisation, lyder det fra Sony i en udtalelse til Sunday Times.

Også den tyske udstyrsgigant Adidas, som har en sponsoraftale med Fifa helt frem til 2030, udtrykte søndag stor bekymring over situationen og anklagerne.

- Adidas nyder et langvarigt og succesfuldt samarbejde med Fifa, og det ser vi frem til at opretholde. Når det er sagt, så er den seneste tids negative opmærksomhed hverken god for fodbolden, Fifa eller deres samarbejdspartnere, fortæller Adidas.

Visa var den tredje sponsor til at ytre bekymring om sagen.

Fifa er i gang med en intern efterforskning for at finde ud af, hvordan Rusland blev tildelt VM-værtsskabet i 2018 og Qatar i 2022.

- Vi er sikre på, at sagen bliver behandlet som en topprioritet, er budskabet fra Adidas.

I både Qatar og Rusland nægter man at have gjort noget forkert.

/ritzau/