Søndag åbner Frankrig VM i en kamp mod Honduras, en kamp franskmændene bør vinde. Ikke mindst for at få begyndt et revanchetogt efter en miserabel indsats ved VM for fire år siden.
Frankrig har kun en enkelt VM-triumf at prale af i fodboldsammenhæng, den kom i hus på eget græs i 1998.
Her er et tilbageblik på historiens hidtil eneste franske VM-triumf:
1998 i Frankrig:
VM var nu vokset til at omfatte 32 hold og hele 64 kampe, men det ødelagde ikke kvaliteten i turneringen i Frankrig, hvor værtsnationen vandt sin første og hidtil eneste VM-titel.
Det skete med en finalesejr på 3-0 over Brasilien.
Finalesejren over Brasilien var dog lige ved at blive overskygget af mystikken om den brasilianske angrebsstjerne Ronaldo, der af en eller anden grund blev sendt på banen trods et ildebefindende og leverede en bleg indsats.
Det danske landshold fik sit bedste VM-resultat nogensinde, og brødrene Laudrup takkede af på landsholdet med en sublim præstation i en mindeværdig kvartfinale mod Brasilien.
Verdensmester: Frankrig.
Topscorer: Davor Suker (Kroatien), 6 mål.
/ritzau/