Alejandro Sabella så lørdag sit hold vinde for femte gang af fem mulige ved VM-slutrunden i Brasilien, da Argentina i kvartfinalen i Brasilia besejrede Belgien 1-0.
Dermed er argentinerne klar til en VM-semifinale for første gang siden 1990.
- Det var vores bedste kamp ved VM, siger Alejandro Sabella ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Det er en stor glæde for dette hold, for min familie og for alle. Det var den bedste kamp for Argentina på alle parametre, siger han.
Den argentinske landstræner fik blandt andet set angriberen Gonzalo Higuain score sit første mål ved slutrunden, men der var også malurt i bægeret.
Den offensive profil Angel Di Maria blev udskiftet allerede i første halvleg, da han pådrog sig en lårskade.
- Skaden til Di Maria er et stort slag, siger Alejandro Sabella.
Det er uvist, hvor længe Real Madrid-spilleren Di Maria skal sidde udenfor.
Argentina skal på onsdag spille VM-semifinale i São Paulo mod enten Holland eller Costa Rica.
De to hold spiller senere lørdag aften deres indbyrdes kvartfinale.
/ritzau/